Kommentator forudser: Emmelie får kamp til stregen

Kampen om trofæet i årets Eurovision Song Contest bliver en hård kamp mellem primært to lande, forudser Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm.

Emmelie de Forest er bookmakernes favorit til at vinde europamesterskabet i popmusik i Malmø i maj, men sejren bliver ikke så stor, som vi måske går og tror. Det siger DRs Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm.

- Man skal altid have respekt for sin modstander, og jeg har stor respekt for nogle af de nøglenationer, der altid klarer sig godt i Grand Prix. Her tænker jeg især på Ukraine. Når den ukrainske koreografimaskine rykker ud, så går melodi, sangstemme og show altid op i en højere enhed på en elegant måde, siger han.

Ukraine samler øst

Det bliver årets ukrainske bidrag 'Gravity' af sangerinden Zlata Ognevich, der bliver den største udfordrer til danske Emmelie, mener Ole Tøpholm.

- Hvor Vesteuropa vil samle sig om Danmark, kan Ukraine blive landet, som skovler rigtig, rigtig mange point ind fra Østeuropa. Men det er vigtigt at understrege, at man ikke kan vinde alene på nabostemmer. Man er nødt til at få point fra lande, man normalt ikke får point fra. Det så vi eksempelvis med Brødrene Olsen i 2000, der fik toppoint fra Rusland.

Ud over Ukraine fremhæver Ole Tøpholm Italien som en stærk konkurrent, og begge nationer ligger da også højt hos bookmakerne. Hertil kommer der en overraskelse, som ingen har set komme, spår han.

Ballader og trommer

To tendenser gør sig gældende blandt deltagerfeltet på i alt 39 sange - der er mange ballader, og der er mange bidrag indeholdende trommer.

- Der er mange ballader med, og nogle af dem vil drukne, også selvom de er spået til en høj placering. Der er simpelthen ikke plads til så mange stille sange i toppen. Jeg tror, trommer bliver årets gimmick. Der er mange sange, der lægger op til trommeshows - heriblandt Danmark. Vi gør det bare på en anden måde, end de andre gør det. Vores melodi har en helt anden fortælling end de andre trommesange, siger Ole Tøpholm.

Alle forbeholdene og men'erne til trods, er hele Danmarks Grand Prix-kommentator dog ikke i tvivl om Emmelies vinderchancer.

- Sidst Eurovision blev holdt i Sverige, vandt Danmark, og jeg satser da stærkt på, det sker igen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook og Twitter

      • Seneste nyt om Grand Prix: