Louise Wolff: Piger vil giftes i min frække Grand Prix-kjole

En stram sølvfarvet kjole stjal billedet, da Louise Wolff var Grand Prix-vært i 2012. Nu er hun tilbage i rollen. Men kjolen kan ikke overgås.

En stram sølvfarvet sag med en slids, der var lige så høj, som udskæringen var dyb. Det er nok det, mange tv-seere husker bedst fra det seneste danske Melodi Grand Prix. Også tv-værten Louise Wolff selv, der bar kjolen og til januar igen skal udfylde rollen som Grand Prix-vært.

- Der er mange piger, der har skrevet til mig og spurgt, om de måtte låne eller købe kjolen, så de kunne blive gift i den. Det tror jeg ikke vil være helt passende, for så bliver det nok et ret frækt bryllup, fortæller Louise Wolff til dr.dk/grandprix.

Kjolen kan ikke overgås

Kjolen, som er designet af Jesper Høvring, der bl.a. er kendt for at klæde Kronprinsesse Mary på til festlige lejligheder, har Louise ikke selv måttet beholde.

- Jeg har desværre ikke kjolen selv. Den har DR arkiveret i kostumekælderen sammen Birthe Kjærs røde kjole fra '89 og alle de andre Grand Prix-kjoler, forklarer hun.

Og hun medgiver, at den berømte kjole bliver svær at toppe, når hun 26. januar skal guide seerne gennem Dansk Melodi Grand Prix 2013 fra scenen i Boxen i Herning.

- Der er heldigvis nogle dygtige stylister, som tænker på, hvad jeg skal have på for mig. Men jeg tror ikke, vi kan overgå kjolen fra sidste gang, for hvis vi skal det, skal jeg jo være nøgen på scenen. Og det vil jeg alligevel nødigt, griner skærmdronningen fra DR1.

Var ved at tisse i bukserne

Udover kjolen, så er det øjeblikket lige inden, hun og medvært Emil Thorup skulle på scenen, som står som det klareste minde fra 2012-Grand Prix'et for Louise.

- Fyrværkeriet bliver fyret af, speakeren siger vores navne, og jeg og Emil kigger hinanden i øjnene, lige inden vi skal ind på scenen. Der var jeg lige ved at tisse i bukserne. Det hele eksploderede bogstaveligt talt, siger hun.

Mere tid i sminken denne gang

Denne gang er Emil så skiftet ud med Aftenshow-kollegaen Lise Rønne og 'Anja & Viktor'-skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, der sammen skal præsentere det store popbrag.

- Jeg har lavet Aftenshowet sammen med Lise helt fra starten, hvor hun var journalist, og jeg var vært, og vi kender hinanden rigtig godt. Sofie har jeg interviewet flere gange. Jeg husker, hun engang var gæst i Straks på P3. Dengang var jeg helt ny, ret nervøs og nok ikke så dygtig til at interviewe endnu. Så det var rart at have en sød gæst som hende, husker Louise.

Hun mener, at tv-seerne vil kunne mærke, at de tre værter godt kan lide hinanden og nyder at være en trio.

- Det bliver en fest! Jeg er vildt glad for, det er sammen med Lise og Sofie. Jeg tror, vi kommer til at bruge noget længere tid i sminken denne gang - også selv Emil tog sin tid at få sminket sidste gang, smiler hun.

- Jeg tror, vi kommer til at supplere hinanden rigtig godt. Vi har alle tre prøvet at være værter for store shows før. Ingen af os er helt grønne, så vi kommer til at være ligeværdige og kan regne med hinanden.

Hvor godt kender Louise Wolff egentlig sine nye medværter Lise Rønne og Sofie Lassen-Kahlke? Det har dr.dk/grandprix testet.

Sofie havde sin teaterdebut tilbage i 1992 i en opsætning af en musical af Sebastian, hvor hun spillede grådværg. Hvilken musical var det?

- Hvis hun var grådværg, så må det være Ronja Røverdatter. (Rigtigt! 1 point)

Sofie er nok bedst kendt fra Anja & Viktor-filmene. Hvor mange af dem har hun egentlig lavet?- Der er mange, for de vokser jo op og bliver gift og får børn i løbet af filmene. Jeg tror, der er fem. (Rigtigt! 1 point)

Sidste efterår var Sofie med i en konkurrence på tv. Hvilket program var det?

- Det var jo Maestro. Jeg fulgte selv med og synes, Sofie var den sejeste. (Rigtigt! 1 point)

Lise startede i DR i 2002 med et ungdomsprogram om musik. Hvad hed det?- Det var selvfølgelig Boogie, for hun var jo Boogie-Lise. (Rigtigt! 1 point)

Lise er kendt som vært på X Factor. Hvor mange gange har hun været det?

- Signe Muusmann var vært et år, mens Lise var på barsel, og nu er Signe Molde ny vært, så det må blive fire gange. (Rigtigt! 1 point)

Lise har senest været vært på et program, hvor en kendt hovedperson bliver hyldet af sine venner. Hvad hedder det?- Det er 'Her er dit liv'. (Rigtigt! 1 point)

Kort om Louise Wolff

34-årige Louise Wolff var også vært på Dansk Melodi Grand Prix i 2012 sammen med Emil Thorup.

Hun startede sin mediekarriere på P3, hvor hun blandt andet har lavet de berømmede programmer Strax og Stram Op. Louise Wolff læste samtidig diplomuddannelse i journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole og Syddansk Universitet.

I et par år var hun vært på ungdomsprogrammet Rundfunk på TV2. Hun kom dog tilbage til DR som vært på Go' Morgen P3 i 2006, inden hun i starten af 2007 blev studievært på Aftenshowet. I perioden 2008-2012 har hun sideløbende med værtsrollen på Aftenshowet været vært på programmet Sporløs.

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook og Twitter

      • Seneste nyt om Grand Prix: