Klar med ansøgninger til DR: Fire byer kæmper om Grand Prix

Herning, Horsens, Fredericia og København vil alle have det internationale Melodi Grand Prix til byen.

Fredericia er stadig med i kampen, når værtsbyen for næste års internationale europæiske Melodi Grand Prix skal findes. Det bekræfter kommunen onsdag aften over for dr.dk/grandprix.

- DR får et bud fra os i morgen, siger pressechef Pia Becker.

Onsdag eftermiddag har kommunen holdt møde og endeligt besluttet sig for at indsende et forslag til DR.

- Det bliver et fælles bud fra hele Trekantsområdet. Mere kan jeg ikke fortælle lige nu, tilføjer Pia Becker.

Fra 8000 til 38.000 gæster

Ifølge Fredericia Kommune er der onsdag ansøgningsfrist for de byer, der ønsker at lægge hus til det prestigefulde arrangement.

Fire byer ser lige nu ud til at være i spil - tre af dem i Jylland.

Fredericia med MesseC med plads til 8000 publikummer. Horsens, som planlægger at overdække gården i Fængslet, hvor der kan være op mod 13.000 stående gæster. Herning med den 15.000 pladser store Jyske Bank Boxen, hvor også dette års danske Grand Prix fandt sted.

Endelig er hovedstanden også med i kapløbet. Her lagde Danmarks nationalstadion, Parken, som bekendt rammer til Eurovision Song Contest, da DR sidste gang afholdt konkurrencen i 2001. Her var der hele 38.000 gæster - den foreløbige rekord for noget internationalt Grand Prix.

DR i dialog med byerne

Ifølge den europæiske tv-unions regler skal DR først have lagt sig fast på en værtsby i det tidlige efterår.

Lige nu ønsker showets executive producer, Pernille Gaardbo, hverken at udtale sig om tidsfrister eller mulige kandidater.

- Vi er i en dialogfase, ikke i forhandlingsfasen endnu. Og af respekt for de forskellige kandidater kører vi det i fortrolighed, har hun tidligere i dag fortalt til dr.dk/grandprix.

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook og Twitter

      • Seneste nyt om Grand Prix: