Oh, Salighed!
14. feb. 2007 10.26Klar til forløsning efter lang tids venten overskrider jeg tærsklen til Grand Prixets tempel.
Men det er ikke med samme følelse som sidste år eller året forinden. Dengang var jeg spændt på sangenes og showets kvalitet. I år ved jeg, hvad jeg går ind til - jeg kender sangene - og alligevel kan jeg ikke regne mig frem til, hvem der om to timer kan kalde sig vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2007.
"Vi sender live om to minutter"
Jeg finder min plads på allerbagerste række allerøverst oppe med et fantastisk overblik. I dette øjeblik drøner det ud af de overdimensionerede højttalere: "Vi sender live om to minutter." Jeg griber om et stålgelænder foran mig og lukker øjnene. Jeg fokuser på én og samme tid på de sange, der for Guds skyld ikke må vinde, og de sange, der fortjener telepatisk energi, så de kommer et skridt nærmere Helsinki.
Grebet om gelænderet intensiveres! De overdimensionerede højttalere hiver mig tilbage til virkeligheden. Nu kører showet. Hvert nanosekund skal opleves.
"Jeg glemmer, at jeg egentligt er et stille, roligt og fornuftigt menneske... Som en anden boyband-fan stormer jeg langs væggen for at komme så tæt på vinderen som muligt for at tage et billede."
Jacob Holm
Grand Prix-termometeret i det røde felt
Ved siden af mig sidder en af mine gode Grand Prix-venner. Efter hver sang tjekker vi temperaturen på hinandens Grand Prix-termometer. En enkelt gang nærmer vi os "lunken", men ellers befinder vi os oppe i det orange og røde område.
Publikum er også med. Næsten synkront klappes der, når et refræn tillader det, og der vugges nærmest symbiotisk, til de mere stille sange. (På et tidspunkt griber jeg mig selv i at tænke på Det Tredie Riges yndlingsinstruktør Lenie Riffenstahl). Under Stig Rossen og James Sampson ser jeg endda, at grupper pletvist rejser sig spontant.
DQ-supporter på stedet
Så er det blevet tid til sang nummer ti. Storskærmen viser billeder fra første semifinale, og jeg genoplever min overraskelse over, at 'Drama Queen' ikke går direkte i finalen. Wildcard-runden sørgede senere for en finalebillet, men gav samtidig DQ et "underdog"-stempel i panden.
Publikum mødes med sangens første toner. Mens jeg kigger ud over forsamlingen, tænker jeg for mig selv: "Hvorfor var det lige, at I ikke sendte ham i finalen? Gud, hvor er I dog reaktionære!" Jeg skipper min forudfattede top 10 og bliver DQ-supporter på stedet. Jeg vender mig mod min sidekammerat, og hun er helt enig. Hvis vi skal rejse os i aften, så er det nu. Pludselig har HELE salen rejst sig.
The rest is history...
Jeg glemmer, at jeg egentligt er et stille, roligt og fornuftigt menneske... Som en anden boyband-fan stormer jeg langs væggen for at komme så tæt på vinderen som muligt for at tage et billede. En regn af glimmer sænker sig over DQ. Jeg sænker mit kamera og føler mig helt salig.