En skøn forvirring
15. maj 2007 10.54
Læs også
"Eurovisionen står ved en skillevej mellem show og sang, øst og vest." Jacob skriver om sine forventningerne til finalen i aften. Se også hans videoer fra Helsinki.
De triste reaktioner efter torsdagens semifinale er glemt og den gode stemning bevæger sig i området mellem 99 og 101 procents lykke. Det er blevet tid til året internationale finale!
Forhallen ligner mest af alt en flagbutik, hvor de enkelte ekspeditricer er udstyret med kæmpesmil og en uniform, der viser, hvilket flag hun selv foretrækker. Det er simpelt hen så stort, så jeg må skyde nogle billeder, så jeg kan dele dette med bloglæserne hjemme i Danmark... knips knips knips
Fem-stjernet biksemad
En ubehagelig, elektronisk klokke giver signal til, at alle skal indtage deres plads. Jeg har fået plads mellem to finner, henholdsvis en lettere retarderet mand i sit stiveste pus og en "finnestiv" kvinde, der er klædt i en sort og gul lædersuit, der er en tro kopi af Nuša Derendas tøj fra Eurovisionens Grand Prix i 2001. "Energy / I feel such energy / Your rhythm runs right through me / I'm in ecstasy".
Mørket sænker sig. Spændingen stiger. I løbet af få sekunder opsluges jeg af showet på scene. Finnerne har dannet de perfekte rammer, der bliver udfyldt af et spændende felt: popera, eurodance, punkrock, soul, swing, drum percussion, techno, boyband, latino, rap, kletzchmer, varieté, Walt Disney, Gwen Stefani, Balkan, filmmusik, glamrock, irsk folk, country... Det er som en sammenkogt ret, hvor man stadig kan adskille og nyde de enkelte ingredienser. Jeg husker ikke, hvornår der sidst har været så stærk en finale.
The same procedure as every year
Til gengæld bliver afstemningen en omgang ruskomsnusk. I hvert fald for mig. Resultatet bliver vist på en lillebitte skærm oppe under loftet. Selvom jeg vrider min hals halvt af led og selvom jeg kniber øjnene sammen, så er og forbliver pointtavlen et kalejdoskop - fuld af fantastiske farver og abstrakte mønstre. Jeg sidder på stolens yderste kant i et forsøg på at følge kampen mellem mine to favoritter (Serbien og Ukraine) og for at følge med i samtalen foran mig. Min gode ven Brian sidder ved siden af en anden stemme-ekspert og de er i gang med legen "Hvem giver næste land 12 point".
Østrig giver som altid 12 til Serbien, Cypern belønner Grækenland med 12, Danmark sender en venlig hilsen til Sverige (men det er jo selvfølgelig ikke fordi vi er naboer, men fordi de har den bedste sang - eller?), Frankrig synes endnu en gang bedst om Tyrkiet og Irland understrege på ny deres bånd til Litauen. Det er underholdning på højt plan at følge de to eksperters diskussion. De rammer plet ni ud af ti gange. Jeg bliver forvirret over, at jeg delvist er nede i kulkælderen over de groteske topkarakterer, underholdt af de to "nørders" leg og lykkelig over, at mine favoritter er helt fremme i feltet.
And the winner is...
Serbia! Det unge land har taget Europa med storm og får tagkonstruktionen i hallen til at letter. Semifinalens buh-råb er udskiftet med lyden af lyksalighed. Folk rejser sig og ønsker tillykke til den lille sangerinde med den store stemme. Fra alle side hører jeg "Rätt lät vann".
Jeg kniber mig selv i armen. Man kan faktisk vinde med en stille sang, en god vokal, en Ugly-Betty lignende sangerinde og et minimalistisk show. Jeg er blevet styrket i min tro på Eurovisionen.