Europæisk Melodi Grand Prix 2009 - 2. semifinale
14. maj 2009 kl. 21:00
på
DR1
I den anden af to semifinaler i verdens største musikkonkurrence forsvarer Brinck de danske farver med nummeret 'Believe Again', som bl.a. er skrevet af Ronan Keating. Og der er store forventninger til Brinck, når han går på scenen i den direkte transmission fra den russiske hovedstad, Moskva.
Brinck dyster bl.a. med den norske favorit Alexander Rybak og irske Sinéad Mulvey og hendes band Black Daisy, hvis sang 'Et Cetera' bl.a. er skrevet af danske Christina Schilling.
Kun 10 af de 19 sange går videre til den store finale lørdag 16. maj. Ni af dem vælges af seerne, mens én vælges af en jury.
Nicolai Molbech kommenterer showet for de danske tv-seere på DR1.
Følg showet live på DR1, og kom helt tæt på begivenhederne i Moskva her på dr.dk/grandprix før, under og efter showet.
Sådan stemmer du
Seerne i hvert land stemmer i semifinalerne. Hvert lands ti favoritter får 1 til 8, 10 og 12 points baseret på antallet af stememr. Top 9 fra afstemningen går videre til finalen. Den sang, som har fået den bedste vurdering af juryen, men som ikke har kvalificeret sig til finalen i seerafstemningen, går også videre til finalen.
De lande, som går videre, bliver præsenteret i tilfældig rækkefølge i slutningen af hver semifinale. Stemmefordelingen fra afstemningen bliver først offentliggjort efter finalen for at bevare spændingen.
Du kan også stemme i semifinale nr. 2. Det gør man ved at sende en sms til 1212 - koderne kan du se nedenfor.
Afstemningen starter, når det annonceres i tv-showet. Du kan stemme 1 gang på hver sang, men desværre ikke på den danske! Der er ingen afstemning fra fastnettelefoner.
Det koster 1 kr. + almindelig sms-takst pr. stemme. Der er ingen fortrydelsesret. Se yderligere vilkår for sms-afstemningen her.
Du vil modtage en sms-kvittering, når du har stemt, der fortæller at din stemme er registreret. Det kan ofte ske at retursvaret først kommer længe efter programmet er slut. Det kan skyldes flere forskellige tekniske forhold hos din teleudbyder, men især at vi prioriterer det højere at din stemme når frem til os i tide, end at du får en hurtig bekræftelse. Desuden sender vi ikke retursvar om natten (kl. 24-09).
Har du sendt din sms korrekt, får vi den få øjeblikke efter, så den vil helt sikkert tælle med. Læs mere her.