Anden semifinale i ESC 2011
12. maj 2010 kl. 21:00
på DR1 I den anden af to semifinaler i verdens største musikkonkurrence forsvarer A Friend in London de danske farver med nummeret 'New Tomorrow'. Og der er store forventninger til bandet, når de går på scenen i den direkte transmission fra Düsseldorf i Tyskland.
A Friend in London dyster bl.a. mod den svenske storcharmør Eric Saade med 'Popular', den tidligere israelske Eurovision-vinder Dana International og bookmakerfavoritten Getter Jaani fra Estland med 'Rockefeller Street'.
Kun 10 af de 19 sange går videre til den store finale lørdag 14. maj. Seerne har 50 procent af magten, og juryerne bestemmer resten.
Ole Tøpholm kommenterer showet for de danske tv-seere på DR1 og DR HD. Og her på dr.dk/grandprix kan du komme helt tæt på begivenhederne i Düsseldorf før, under og efter showet.
Sådan stemmer du
Danskerne kan også stemme i semifinale nr. 2. Det gør man ved at sende en sms til 1212 - koderne kan du se på stemmesedlen.
Afstemningen starter, når det annonceres i tv-showet. Du kan stemme 1 gang på hver sang, men desværre ikke på den danske! Der er ingen afstemning fra fastnettelefoner.
Det koster 1 kr. + almindelig sms-takst pr. stemme. Der er ingen fortrydelsesret. Se yderligere vilkår for sms-afstemningen her.
Du vil modtage en sms-kvittering, når du har stemt, der fortæller at din stemme er registreret. Det kan ofte ske at retursvaret først kommer længe efter programmet er slut. Det kan skyldes flere forskellige tekniske forhold hos din teleudbyder, men især at vi prioriterer det højere at din stemme når frem til os i tide, end at du får en hurtig bekræftelse. Desuden sender vi ikke retursvar om natten (kl. 24-09).
Har du sendt din sms korrekt, får vi den få øjeblikke efter, så den vil helt sikkert tælle med. Læs mere her.
Semifinalen genudsendes på DR HD lørdag 14.5. kl. 19 og kan også genses på dr.dk/grandprix.