MariaMatilde Band
Panik!
- Vores musik egner sig godt til Melodi Grand Prix, fordi det er glad pop, siger Maria Sejer og Matilde Kühl - tilsammen duoen MariaMatilde Band.
MariaMatilde Band mødte hinanden for fire år siden. Det var en fælles veninde, der formidlede kontakten mellem dem, på det de selv kalder en sangskriverdate. Kemien var der med det samme, og de havde den samme referenceramme - nemlig de skønne 80'er sange med Anne Linnet Band, Sanne Salomonsen mv. Samtidig har de begge en forkærlighed for 90'er-dance.
Det at lave musik hjælper Matilde med at sætte ord på sine følelser, og at få afløb og få bearbejdet noget af alt det, som man altid går rundt tumler med. Musikken er Marias primære passion og drivkraft, og det har betydet meget for hende at få mulighed for at folde sin musikalske side ud, sammen med Matilde.
I løbet af de sidste 3-4 år, har de ved siden af deres eget band, skrevet til andre. Maria har lige skrevet en sang til et japansk band og Matilde har lige skrevet en sang til Paradise Hotel.
Melodi Grand Prix betyder rigtig meget for Matilde. Det har altid været en kæmpeting. - Jeg kan huske, at jeg som lille altid optog Melodi Grand Prix på båndoptager direkte fra tv'et, fordi jeg ikke kunne vente på, at musikken blev udgivet.
Ifølge Matilde er en Melodi Grand Prix-sang en, der kan få hende op af sædet. Den skal gå op i en højere enhed og være magisk - den skal holde hele vejen, og den skal være der første gang.
Maria tilføjer: - Vores musik egner sig ret godt til Melodi Grand Prix, fordi det er glad pop. Sangen hedder 'Panik' og handler om det at gå i panik over, at man ikke lever op til alle forventningerne - finder jeg nu en mand, hvor er han, får jeg børn osv.
Hvorfor har I sagt ja til at stille op i Melodi Grand Prix?
Matilde: - Den musik, vi skriver, egner sig rigtig godt til Melodi Grand Prix, og vi elsker popmusik.
Maria: - Vi elsker at skrive på dansk, og vores nummer er på dansk, og det synes vi har ret meget at gøre med Melodi Grand Prix at skrive gode, danske popsange, så det er det, vi har gjort.
Beskriv den sang, som I skal synge, med nogle stikord!
Maria: - Det er en kærlighedssang, som handler om at savne en kæreste og være i panik over det.
Matilde: - Og være i panik over at vågne mandag morgen og være i panik over at føle sig helt vild usund og gerne ville starte i fitnesscenter - "Nu lægger jeg stilen om!" - ligesom som mange sikkert har det her i januar. Og så det der med, at ens hjerte går lidt i panik over alting. Det er det, den handler om.
I er oppe mod 9 andre solister. Hvorfor skal I vinde og repræsentere Danmark i Oslo til maj?
- Der er ikke nogen kvinder, der har vundet i rigtig mange år. Så vi skal faktisk have noget girlpower ind i Melodi Grand Prix. Og det er derfor, vi er her.
Hvad håber I, at I får ud af at være med i Melodi Grand Prix?
Maria: - Først og fremmest er det fantastisk bare at få lov at være med. Det er det, som jeg har koncentreret mig om at tænke på i disse dage.
Matilde: - Det er totalt fedt at være del af sådan et magisk show. Det er helt vildt både at få lov til at optræde og have sin egen sang med. Vi er happy campers!
Hvad er det første, I tænker på, når jeg siger: "Melodi Grand Prix"?
- Dejlige popsange. Når familien samledes om flimmeren, da man var barn. Det er en folkefest, noget, man kan samles om. Og så er det bare at sprede noget glæde med de sange, der er med.
Har du et yndlings-øjeblik fra Dansk Melodi Grand Prix?
Matilde: - Fly On The Wings Of Love! Den store, røde telefon i 'Hallo hallo', den gjorde kæmpe indtryk. Og 'Danse i måneskin'. Der har været rigtig mange gode.
Maria: - 'Hallo hallo' er også en af de første sange, jeg husker. Og Stig Rossens flikflak. Og rejehoppet.
Matilde: - Der er mange, der forveksler Grand Prix med dårlig smag, men det synes vi jo ikke. Og vi vil gerne slå et slag for popmusikken gennem det her.
Hvilken af Keld Heicks mange Grand Prix-sange vil I helst lave en coverversion af?
Matilde: - Har han lavet 'Hallo Hallo'?! Det er for sindssygt, det er den vildeste tekst.
Maria: - Der er virkelig mange gode. 'Ka' du se, hva' jeg sa'e'. Og 'Krøller eller ej'.
Matilde: - Hvis vi skal lave et Keld-cover, vil jeg helt klart gå efter 'Hallo Hallo'.
Maria: - Det tror jeg også. Det er en favorit her.
Hvad ville I være, da I var små?
Matilde: - Jeg har altid vidst, jeg gerne ville synge, og jeg har også haft en kæmpe drøm om at være med i Melodi Grand Prix. Det var det ultimative i Danmark.
Maria: - jeg var et barn, der drømte om mange forskellige ting. Jeg har gerne villet være kok på et tidspunkt. Og skuespiller og model. Men da jeg så blev lidt ældre, begyndte det at manifestere sig i mig, at jeg ville være sanger.
Hvad synger du i badet?
Maria: - Jeg tror faktisk ikke, jeg synger i badet.
Matilde: - Jeg synger alt fra Lady Gaga til Marilyn Manson, men det er mere på nynneplan. Hvad man lige går og hører, og hvad der lige har fanget ens ører den uge eller den dag.
Hvem er den første, du ringer til, hvis du vinder i Aalborg?
Matilde: - Hinanden!
Maria: - Mor!
Matilde: - Man kan ringe til min mor, så er det ude til alle i løbet af to et halvt sekund.