preload loader
Kat og Silas i Dansk Melodi Grand Prix 2010

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR

 

Skrevet af: Søren Bygbjerg

 

Silas & Kat

Come Come Run Away

- Vi kommer til at gøre det skidegodt, lover Vild med dans-stjernen Silas, som synger rock-duetten 'Come Come Run Away' sammen med Kat fra bandet The Kat.

Silas Holst (f. 1983) har danset hele livet. Han blev dansk mester i latin i 2004 og blev uddannet danselærer i 2005. Han har danset i bl.a. Cirkusrevyen, 'Chicago' på Det Ny Teater, 'Mød mig på Cassiopeia' og 'Sommer i Tyrol' på Nørrebro Teater og 'West Side Story' på Fredericia Teater, og han blev folkeeje i Vild med dans på TV 2, hvor han i 2008 dansede med Szhirley og i '09 med Malena Belafonte. I 2010 spiller han sin første musicalrolle i 'Mamma Mia' i Tivoli.

Katrine Thisted (f. 1982) er forsanger i bandet The Kat. De vakte opsigt i 2006 med nummeret 'Fuck Me I'm Beautiful' til fordel for ofre for kvindehandel, som solgte platin, og i 2009 blev det fulgt op med singlen 'My My Valentine'.

Silas og Kat debuterer i Dansk Melodi Grand Prix med duetten 'Come Come Run Away', som er skrevet af Grand Prix-veteranen Lise Cabble sammen med Simon Munk.

Hvorfor har I sagt ja til at stille op i Melodi Grand Prix?
Silas:
- Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpe fest med masser af energi, som gør en masse mennesker glade. Så det at deltage er super fedt!
Kat: - Showet tænder os virkelig, og sangen er topfed!

Beskriv den sang, som I skal synge, med nogle stikord!
Kat:
- Den er rock'n'roll og meget show-agtig, og den fortæller en historie.
Silas: - Det er ikke en munter popsang, det er en fighter-sang. Romeo og Julie eller Bonnie & Clyde. Two against the world!

I er oppe mod 9 andre solister. Hvorfor skal I vinde og repræsentere Danmark i Oslo til maj?
Silas:
- Fordi vi kommer til at gøre det skidegodt! Vi er begge to meget indstillet på, at vi skal fyre den af og lave det fede show. Og det er en stærk sang, den er pissefed.
 
Hvad håber I, at I får ud af at være med i Melodi Grand Prix?
Silas:
- Det bliver en kæmpe oplevelse i sig selv at få lov at lave Grand Prix, uanset om vi vinder eller ej. Det er aldrig noget, jeg havde regnet med før, at jeg skulle komme til at lave Grand Prix. Men nu hvor muligheden er der, så glæder jeg mig som en sindssyg.
Kat: - Jeg har det sådan, at det er en sang, jeg kan relatere til lige med det samme. Jeg føler simpelthen, at den er en del af mig. Og at jeg har noget at tilbyde i det her Melodi Grand Prix. Det er ikke en typisk Melodi Grand Prix-sang, og jeg havde aldrig, aldrig troet, jeg skulle være med. Men jeg er super stolt af at præsentere den her sang til Melodi Grand Prix. Jeg havde faktisk ikke selv troet, sådan en sang kunne komme igennem.

Hvad er det første, I tænker på, når jeg siger: "Melodi Grand Prix"?
Silas:
- Keld Heick.
Kat: - Tommy Seebach.
Silas: - Pangfarver.
Kat: - Creppet hår.
Silas: - Velourtøj.
Kat: - 80'er-agtigt.
Silas: - Og folkefest!

Har I et yndlings-øjeblik fra Dansk Melodi Grand Prix?
Silas:
- Jeg kan huske, da Anne Herdorf vandt i slutningen af 80'erne, jeg har ikke været ret gammel. Jeg kan ikke huske hele Grand Prix'et, men jeg kan huske, da de kom ind med en kasse med konfetti i, tog en bordtennisbold frem med hendes navn og råbte hende op som vinder. Jeg har været fire! Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg lige kan huske det, men det kan jeg altså.
Kat: - Jeg kan huske, da 'Fra Mols til Skagen' vandt, for det var så speciel en sang. Men der er egentlig rigtig meget, jeg kan huske. Jeg kan godt lide den nationalstemning, der er omkring Melodi Grand Prix. Det er en positiv konkurrence, og alle folk ser det.

Hvilken af Keld Heicks mange Grand Prix-sange vil I helst lave en coverversion af?
Silas:
- 'Disco Tango' og 'Hallo Hallo' står som to klassikere for mig.
Kat: - Vi kan godt enes om 'Disco Tango'. Til den kan man lave et godt show. Den er indbegrebet af Grand Prix, og der er temperament i.

Hvad ville I være, da I var små?
Silas:
- Jeg ville gerne være statsminister. Min bror bildte mig ind, at de gik rundt i Glostrups gader og ledte efter en statsministerkandidat fra barnsben af. Vi havde en karnap med et vindue, og der er jeg faldet i søvn virkelig mange gange, mens jeg sad klar og ventede på, at de så mig. Der gik virkelig mange måneder, før de fortalte mig, det ikke var rigtigt. Det var min store drøm, da jeg var lille.
Kat: - Den kan jeg ikke helt stikke. Jeg ville faktisk bare gerne være sanger.

Hvad synger I i badet?
Silas:
- Jeg synger altid i badet! Og jeg synger alt! Jeg er meget glad for Anne Linnet, hende tager jeg tit mig selv i at synge.
Kat: - Jeg vil til at begynde at synge vores Grand Prix-sang. Ellers synger jeg meget mit eget. Og alt muligt, jeg finder på.

Hvis I vinder i Aalborg, hvem er så den første, I ringer til?
Kat:
- Mit band.
Silas: - Det må enten være min kæreste eller min mor. Nej, jeg vil sige min mor - helt patetisk og corny. Det må være det.

OM SANGSKRIVERNE
Lise Cabble og Simon Munk er begge garvede Grand Prix-navne. De mødte hinanden ved Dansk Melodi Grand Prix 2007, hvor de fandt ud af, at de havde en masse fælles idéer. Siden har de løbende arbejdet sammen.
 
For Simon har musikken altid fyldt meget - han kan slet ikke leve uden. Han spillede violin allerede som seksårig. Da han var 11 år gammel skrev og komponerede han musik sammen med sin bror, og han fik sin første pladekontrakt som 17-årig. Det klassiske har fulgt ham fra han lå i sin mors mave, og hun sang i kor til Mozarts 'Requiem'. Simon er glad for at deltage i Melodi Grand Prix - især pga. den fantastiske stemning. Hans største musikalske oplevelse var en Madness-koncert på Roskilde, hvor han efterfølgende havde det, som om han lige var sprunget ud med faldskærm. Hans yndlings Melodi Grand Prix-sange er 'Dansevise' og hans makker, Lises 'Husker Du?' fra 2007. Udover at skrive sange ernærer Simon sig som kommunikationsmedarbejder.
 
Lise startede med at spille akustisk guitar, da hun var elleve, og da hun mestrede de første to greb på guitaren, startede hun et pigeband, som spillede kopimusik af forbillederne Rolling Stones og David Bowie. Det endte med det legendariske Miss B. Haven. Sammen med trommeslageren i bandet skrev hun vindersangen i Dansk Melodi Grand Prix 1995, 'Fra Mols til Skagen'. I dag lever Lise af at skrive sange, bl.a. til Sanne og Sukkerchok. Lise elsker konkurrencer - tanken om hvad der skal til fra den spæde idé og helt ud til publikum. Når det lykkes at komme igennem alle leddene, synes hun, at det er fantastisk. Samtidig oplever hun Melodi Grand Prix som den ene musikevent om året, som alle taler om. Hendes yndlings Melodi Grand Prix-sang er 'Puppets on a String' fra 1967.

Lise og Simon er enige om, at en god Melodi Grand Prix-sang skal kunne røre folk med det samme, så man får lyst til at græde, grine eller danse, og det håber de, at deres 2010-bidrag kan. Det er en rocksang, der handler om to mennesker, der ikke kan få hinanden, men som på trods af al modstand vil satse på kærligheden.

Send eller anbefal link

Titel:

Come Come Run Away

Komponister og tekstforfattere:

Lise Cabble og Simon Munk

 
Sangskriverne bag 'Come Come Run Away', som Silas og Kat synger.

Simon Munk og Lise Cabble står bag 'Come Come Run Away', som Silas og Kat synger.

"Det er ikke en typisk Melodi Grand Prix-sang, og jeg havde aldrig, aldrig troet, jeg skulle være med. Men jeg er super stolt af at præsentere den her sang til Melodi Grand Prix. Jeg havde faktisk ikke selv troet, sådan en sang kunne komme igennem."

Kat

 

"Vi er begge to meget indstillet på, at vi skal fyre den af og lave det fede show. Og det er en stærk sang, den er pissefed."

Silas

 
 

Solister og sange i Dansk Melodi Grand Prix 2010

 
 
 

GRAND PRIX-KALENDER

Tirsdag 22.5.12 kl. 21:
ESC semifinale 1
Torsdag 24.5.12 kl. 21:
ESC semifinale 2
Lørdag 26.5.12 kl. 21:
ESC finale

 

Nyt fra dr.dk/grandprix

Få nyt om Melodi Grand Prix - direkte i din indbakke!

Nyhedsbrev

 

GRAND PRIX I AALBORG

Få overblik over de mange spændende Grand Prix-aktiviteret i værtsbyen.

 

Eurovision Song Contest

EBU's officielle website.

 

Grand Prix på YouTube

Se masser af interview og kom bag kulisserne på DRs egen Grand Prix-kanal på YouTube.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Melodi Grand Prix > Solister > 2010

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.