Sukkerchok (Wildcard)
Kæmper For Kærlighed
- Det er tid til at tøserne vinder, mener Kat, Inez og Malene, som er tilbage i Dansk Melodi Grand Prix på et wildcard.
Sukkerchok laver pop, der kan danses og grines til. Sådan siger de tre piger Inez, kat og Malene selv. De hittede i 2009 med debutsinglen 'Hvor som helst - når som helst', som også var titelsang til 'Paradise Hotel' på TV3, og de optrådte sammen live første gang i Dansk Melodi Grand Prix sammen år, hvor de fik en delt 3. plads med sangen 'Det' det'.
Siden har de udsendt et album og turneret landet rundt, og nu er de tilbage i Grand Prix'et, hvor de er inviteret med på et wildcard. Deres nye sang 'Kæmper for kærlighed' er skrevet af Martin M. Larsson sammen med Lise Cabble og Lasse Lindoirff, som også stod bag 'Det' det'.
Hvorfor har I sagt ja til at være med i Dansk Melodi Grand Prix?
- Vi synes, det var sådan en fed oplevelse sidste år, og det er kun noget, vi har positive minder fra, så det tør vi godt begive os ud i igen. Vi har fået meget godt med fra Grand Prix'et sidste gang. Vi fik et godt los måsen, det var en god start for os. Det var vores allerførste optræden sammen sidste gang, og denne gang har vi været på de danske landeveje et helt år, så nu får det en anden karakter.
Beskriv den sang, som I skal synge, med nogle stikord!
- Det er noget helt andet end 'Det' det'. Vi er rigtig glade for at stå lige præcis med den sang. Selvom den er så anderledes, så er det den samme positive følelse for os: At den gider vi godt stå med. Det er en fed sang! Den er sukkerchok'et på den måde, at den er uptempo og der er gang i den. Du kan stå ude på diskotekerne og danse til den, og du kan stå på fritteren og lave koreografi til den. Det er en dansabel popslasker med et meget vigtigt budskab!
I er oppe mod 9 andre solister. Hvorfor skal I vinde og repræsentere Danmark i Oslo til maj?
- De sidste mange gange har vi sendt en mand af sted, og nu er vi klar til noget girlpower i Oslo! Det er tid til tøser! Og vi vil repræsentere Danmark med de tre forskellige typer, vi nu er.
Hvad håber I, at I får ud af at være med i Melodi Grand Prix?
Kat: - Første gang var vi så nye, så forhåbentlig kan vi få lov at være lidt mindre nervøse og nyde det lidt mere den her gang. Måske har vi lært så meget, at vi har noget mere at give denne gang - og kan nyde det noget mere! Det glæder jeg mig til.
Inez: - Det er Sukkerchok på lejrskole. Vi skal fejre, at vi er med - uanset om vi kommer på en 1. eller 10. plads. Det er den helt store folkefest, og den glæder vi os til at deltage i.
Malene: - Tænk at få lov at være med i Grand Prix for anden gang! Det er lidt en kultting at stille op flere gange - Søren og Kirsten gjorde det, Brødrene Olsen gjorde det. Men sådan har det ikke være i mange år. Og vi vil gerne have den der vibe tilbage, som der var dengang, hvor vi selv sad og så Grand Prix i 80'erne. Sukkerchok var på banen sidste år, nu kommer vi igen med dobbelt så meget power!
Hvad er det første, I tænker på, når jeg siger: "Melodi Grand Prix"?
Kat: - Familiehygge, glæde. En aften, hvor man bare tænker på at være sammen, uden der er andet, der forstyrrer. Man sidder ikke med mobilen, bortset fra når man skal stemme. Man er limet fast foran skærmen.
Malene: - Jeg er totalt Melodi Grand Prix-fan! Jeg tænker på 'Hallo hallo' med Lonnie Devantier og Birthe Kjær i den røde kjole. Jeg husker både melodierne og det visuelle.
Og så bliver det fantastisk i år at skulle møde de to gamle rødder Keld Heick og Jørgen de Mylius.
Inez: - Jeg kommer også til at tænke på Lonnie Devantier. Vi har en fortid med 'hallo hallo' i bagagen, og jeg har faktisk for nylig været i selskab med selveste Lonnie. Hun har lige lavet en ny plade, der hedder '13 Songs', som jeg var til release party på.
Har I et yndlings-øjeblik fra Dansk Melodi Grand Prix?
Malene: - Jeg vil nævne to: 'Boom Boom' med Mabel, hvor der bliver slået på den store hjertetromme. Og Kirsten & Søren, da han bliver skubbet i poolen i '84.
Inez: - Jeg bed meget mærke i 'En lille melodi' og Anne Herdorfs kostume. Hun havde sådan nogle manchetter på i mørk satin med knapper. Og jeg kan huske, jeg tænkte: Er det fedt, eller er det ikke fedt? Det kan jeg huske meget tydeligt, lige det der.
Kat: - Den store røde telefon fra 'Hallo hallo', og så da Brødrene Olsen vandt det internationale Grand Prix, det husker jeg meget tydeligt. Det var en superfed sang, og så fattede man ikke, at det skete - at Danmark havde vundet. Det var helt vildt.
Hvad er det første, I tænker på, når jeg siger: "Melodi Grand Prix"?
Malene: - 'Hip hurra, det' min fødselsdag' med Tommy Seebach vil jeg tage. Hver gang jeg har lavet et surprise party for nogen, så har det været den, jeg har brugt: Der bliver skuet ned, dørene bliver lukket, og så: "HIP HURRA, DET' MIN FØDSELSDAG!"
Inez: - En af de første, jeg kan huske, er 'Krøller eller ej'. Jeg tror, min mor har ladet den glide ind i min underbevidsthed. Den har virkelig sat sig, selvom jeg ikke var ret gammel i '81.
Kat: - 'Under stjernerne på himlen' fra '93 er også god! Men ellers kan vi godt bliver enige om 'Disco tango'. Den er meget Sukkerchok'et.
Hvad ville I være, da I var små?
Inez: - Jeg ville gerne være udenrigsminister, og da jeg var helt lille, ville jeg gerne være tandlæge. Jeg ville også gerne være guide eller stewardesse, og det blev jeg et år til fastelavn. Det var nok mest tøjet, der tiltalte mig.
Kat: - Jeg ville gerne være skuespiller. Det troede jeg, at jeg skulle. Men det kan jo stadig ske! Før det ville jeg gerne være nonne. For jeg fik på en katolsk skole, og jeg syntes, at mine lærere var så søde.
Malene: - Jeg syntes, det var så sjovt at sidde med det spil, som hedder Posthuset, hvor der var stempler og frimærker i miniature. Og så kunne jeg godt lide at slikke på fingrene og bladre, ligesom de gjorde på posthuset, og trykke og skrive og have mit eget lille kontor. Det synes jeg bare var superfedt.
Hvad synger I i badet?
Kat: - Jeg har ikke noget bad, så jeg synger ikke i badet.
Malene: - Hvis jeg synger i badet, er det tit noget, jeg bare finder på. Jeg laver gerne min egen tekst og min egen melodi.
Inez: - Jeg har også formet mangen en sang i badet, der er god akustik derude. Man kan også prøve opera af der...
Hvis I vinder i Aalborg, hvem er så den første, I ringer til?
Kat: - Min søster, hvis hun ikke sidder der!
Malene: - Jeg ringer til min veninden, som er endnu større Grand Prix-fan, end jeg er. Hun ringede faktisk til mig sidste år, da vi stod på scenen, mens konfettien stadig dalede.
Inez: - Vi ringer også til Line Ahnstrøm. Hun laver normalt vores makeup og har fulgt os hele vejen og lavet vores look, men i år kan hun ikke være med.
OM SANGSKRIVERNE
De tre sangskrivere Lasse Lindorff, Lise Cabble og Martin Larsson har mere eller mindre altid beskæftiget sig med musik.
Lise fra hun var 11 år og startede et pigeband, Martin siden han fik sin første Commodore Amiga, og Lasse siden han som syvårig var med i et børneband og med dem vandt et børne-melodi grand prix. Da 'Kajs Brilleband', som bandet hed, spillede for 60.000 mennesker i Fælledparken, står for ham stadig som en af de største musikalske oplevelser i hans liv. I de sidste år har han været den ene del af et sangskriverteam, der har skrevet til bl.a. Sanne, Anna David og Mohamed. Musikken har altid været vigtig for ham, fordi det er en god måde at udtrykke sig på. Man får det hele ud, når man arbejder med musik.
Martin mener, at hans første musikoplevelse må være fra før, han kan huske det, men han har set smalfilm af sig selv som lille, hvor han spillede luftguitar. Den største musikoplevelse kan han til gengæld sagtens huske, da han sidste år var med til at vinde Dansk Melodi Grand Prix.
De tre kender hinanden fra forskellige sangskrivercamps. Martin og Lasse har studier i den samme bygning, og Lise og Lasse har tidligere arbejdet sammen, bl.a. i forbindelse med Dansk Melodi Grand Prix 2009, hvor de skrev 'Det' det' til Sukkerchok.
Trekløveret deltager i Melodi Grand Prix, fordi det er en FEST, men selvfølgelig også pga. det konkurrencemoment, der giver én et kick.
En god Melodi Grand Prix-sang skal, som alle gode sange, fortælle en god historie, få de små hår til at rejse sig og få folk op af stolene. Alt det synes de tre komponister, at 'Kæmpe for Kærlighed' kan, og derfor er netop den deres yndlings Melodi Grand Prix-sang - og helst på engelsk, tilføjer de med et grin.
Årets bidrag er en pop/disco-melodi med et melankolsk lag. Sangen handler om at kæmpe for kærligheden. Den handler i mere overført betydning om at redde hinanden, om at stå sammen og ikke give op.