Hvem kan deltage?

Du kan læse mere om, hvem der må deltage i MGP 2008 ved at klikke her


Skal man selv skrive sin sang til MGP?

Ja, du skal selv finde på tekst og musik. Den der har skrevet sangen, skal desuden være med på scenen. Det kan altså godt være fx trommeslageren eller korpigen, der har skrevet sangen, bare han eller hun er med på scenen. I må dog max være otte personer på scenen, og alle på scenen skal være mellem 8 og 15 år.


Skal man selv have band og instrumenter med?

I skal selv medbringe instrumenter, men KUN hvis I skal bruge instrumenter på scenen. Det er selvfølgelig ikke et krav, at man har instrumenter med på scenen. DR hjælper alle deltagere med at indspille deres sang i et studie, og det er den indspilning, man kan høre i baggrunden til MGP.


Skal man opføre nummeret live?

Til MGP optræder man "sing-back". Det betyder, at du skal synge live, men at musikken er optaget i forvejen og spiller i baggrunden.


Kan man melde sig, hvis man bor på Grønland eller Færøerne?

Ja, alle der kommer fra Færøerne eller Grønland, kan melde sig til MGP på lige fod med dem, der bor i Danmark.


Hvad sker der, hvis man vinder?

Hvis du vinder, sker der flere ting. Der bliver indspillet en cd med 4 nye numre med vinderen, og 3 numre med nummer 2 og 3. Man kommer også ud og optræder efter MGP, men man må ikke optræde mere end 20 gange året efter, der har været MGP! Hvis du vinder, er der vildt mange fra aviser, ugeblade, radio og tv som gerne vil tale med dig. Men så er der altid en fra DR, som sørger for, at du kommer rundt og taler med journalisterne. Nummer 1 og 2 fra det danske MGP skal desuden være med i MGP Nordic, der i 2008 holdes i Danmark. Her vil der også altid være en fra DR, der hjælper dig.


Må man deltage flere gange?

Hvis du er under 15 år og ikke har haft kontakt med et pladeselskab, må du deltage i MGP. Så hvis du tidligere har sendt et bånd ind, men ikke kom med, så må du selvfølgelig gerne prøve igen.


Står man selv for tøj og sminke?

Du bestemmer selv, hvad du vil have på til MGP, men hvis du ikke har noget i skabet, så har DR en stylist, som kan komme med gode råd og hjælpe med at finde noget. Du skal selv betale for dit tøj og du må ikke blive sponsoreret. Stylisten lægger også make-up og sætter dit hår inden showet.


Koster det noget at deltage?

Alle vil få dækket transport i rimeligt omfang, og DR sørger for indkvartering til deltagere, som bor langt væk fra MGP. Man betaler selv for det tøj, man vil have på til MGP.


Skal man kunne danse?

Nej, du behøver ikke at være verdensmester til dans. De fleste deltagere får hjælp af en danselærer, men du skal selv stå for koreografien. Og det er ikke et krav, at der er dans på scenen.


Hvad hvis man ikke er så god til at spille musik?

Hvis du ikke selv kan spille et instrument, kan du jo tjekke om der er nogle i klubben eller på den lokale musikskole, som kunne tænke sig at være med. Ellers er det fint at indspille sin sang på en computer eller bare med et enkelt instrument.


Skal det være en bestemt musik-genre?

Nej, du kan stille op med Rap, Pop, Rock, Techno, Heavy, Jazz eller hvad du har lyst til.


Kunne du ikke finde svar på dit spørgsmål?

Så tjek reglerne eller få en af dine forældre til at hjælpe dig med at læse de komplette regler