Mit DR handler om dig! Det handler om at du kan få mere ud af DR som de siger i radioen. Det handler om at indholdet på dr.dk bliver tilpasset dine ønsker og behov.
Baggrunden for at starte et projekt om personalisering af indholdet på dr.dk er, at vi som public service station gerne skulle nå ud til så mange danskere som muligt med indhold. Det er imidlertid svært/umuligt at lave en side der matcher så mange forskellige behov og ønsker som der er repræsenteret i befolkningen. Nogle interesserer sig for sport, andre for politik mens andre kun vil bruge netradioen.
Det er disse forskellige brugerbehov vi ønsker at tilfredsstille ved at lade brugerne sammensætte deres egen personlige forside, som supplement til den eksisterende på http://dr.dk. Inspirationen har vi hentet fra flere steder, men især fra BBC, iGoogle og Netvibes (der kan forresten høres et interview med Netvibes grundlægger på Harddiskens hjemmeside).
Projektet er endnu i et meget tidligt stadie, men vi vil gerne indvie Jer i vores tanker om udformningen af siden, konceptet og det kommende indhold til siden. I må tænke på denne side som et oplæg til en diskussion – så brug gerne kommentarfeltet i bunden af siden!
Look n’ feel
Vi har lavet en alpha version (versionen før beta!) for at teste teknologien og finde ud af hvad der kunne og ikke kunne lade sig gøre. Med den i lommen er vi begyndt at udvikle mere konkret på konceptet og det grafiske udtryk. Det er der kommet dette foreløbige design ud af:

Målet med dette design har været at skabe et luftigt, let, indbydende og ”ikke for kasset” udtryk. Hvad synes I om det? Har vi ramt plet eller har vi ramt forbi? Det skal dog pointeres at indholdet af kasserne (vi kalder dem widgets) udelukkende er med for at give en forståelse for siden – og altså ikke dem vi lancerer med.
Vi har besluttet at opdele siden i to kolonner af hver 410 pixels bredde. Vi har været meget i tvivl om hvorvidt to spalter giver tilstrækkelig grad af personalisering af siden. Et alternativ er at lave tre spalter af hver 323 pixels (når man inddrager venstremenuen), men det ødelægger konsistensen med det resterende af dr.dk. Et andet alternativ er at lave forskellige størrelser kolonner – fx to kolonner a 210 pixel og en med 410 pixel. Den variant er dog også problematisk, da det øger kompleksiteten at alle widgets skal kunne skalere til forskellige bredder. Vi er stadigvæk i tvivl om hvilken løsning der fungerer bedst – så hvis du har en holdning kan du være med til at præge beslutningen.
Indhold
Mit DR bliver beta lanceret og derefter vil der drypvist komme flere features og indholdselementer til. Som start-pakke har vi planlagt syv widget typer:
- Rss
- Net tv
- Net radio
- Mit område
- Min programoversigt
- Mit område
- Arkiv
- Musik
Vi har valgt disse ved at lave en kobling mellem hvad der forholdsvis let kan laves (Rss, Min programoversigt, Mit område) og hvad der vil give brugerne høj værdi (personlig Net radio og Net tv).
Vi vil gerne kunne tilbyde brugerne at trække indholdet med sig til andre steder på www (fx til iGoogle eller Netvibes) ligesom vi gerne vil lade brugerne trække eksternt indhold ind på Mit DR. Det er der dog visse juridiske udfordringer omkring som først skal afklares. Vi kunne dog godt tænke os at høre jer, mens vi arbejder på det juridiske
, om det er noget i ville værdsætte. Vi har overfladisk set på initiativet OpenSocial der har som mål at koble sociale tjenester tættere sammen. Om teknologien er tilstrækkeligt moden til at blive brugt i Mit DR sammenhæng er vi dog i tvivl om – men det er noget vi vil se nærmere på i løbet af det næste stykke tid.
Hvis du har en god/skør/”ud af boksen” ide til en widget du gerne vil se på Mit DR hører vi gerne fra dig!