3D-printeren - en tryllemaskine

I fremtiden kan vi printe alt, vi kan ønske os. Velkommen til 3D-printerens forunderlige verden.

3D-printeren er ved at revolutionere vores verden. Her viser arkitekt Rijk Rietveld (tv.) en model, der er printet i tre dimensioner. Korrespondent Jakob Illeborg kigger med. (Foto: DR © DR)

Forestil dig en maskine, der på nærmest magisk vis kan fremstille dørhåndtag, cykelskærme, køkkenredskaber, barbergrej, og hvad der nu ellers er brug for i husholdningen.

Genstande, som er helt identiske med dem, du havde før, og som nu er gået i stykker.

"Det tror jeg simpelthen ikke på," siger en yngre mand til mig på gaden i New York.

Men det er sandt. Denne maskine findes allerede.

Kortere fra idé til produkt

Den hedder en 3D-printer, og den kan komme til at ændre vores hverdag.

"Efter vi har anskaffet os en 3D-printer, går vi aldrig tilbage til at arbejde, som vi gjorde før", siger Rijk Rietveld, arkitekt på en tegnestue på Manhattan i New York.

Her bruger man ikke længere papir og modeller af huse, som de er blevet fremstillet for arkitekter i mange år. Derimod skaber man idéer på en computer, og ser dem så materialiseret af 3D-printeren, der skaber fine og meget nøjagtige modeller af de huse, der skal bygges.

"Det har gjort det muligt for os, at være langt mere vovede og kreative, når vi skaber nye huse. Der er ikke så langt fra idé til produkt som før", siger Rijk Rietveld.

Fra Avatar til Ironman 2

På samme måde bruges 3D-printing i dag også i Hollywood til at skabe kostumer og figurer til spillefilm.

"Alle figurene i filmen Avatar er printet på vores 3D-printere, og på den måde var det muligt hurtigt og præcist, at skabe lige præcis den figur, instruktør James Cameron ville have", siger Bruce Bradshaw, direktør for firmaet Objet, en af verdens førende 3D-printerudviklere.

"På samme måde er de kostumer, skuespilleren Robert Downing Jr. har på i filmen Ironman 2 også printet direkte fra vores 3D printer", fortsætter han.

Men revolutionerende muligheder for kreativ udfoldelse er bare een af de mange muligheder 3D-printeren bringer med sig.

Print mig en Stradivarius

Allerede i dag bruges 3D-printing til at fremstille reservedele til fly og dyre biler.

I fremtiden er der nærmest ingen grænser for, hvad der vil kunne printes. For eksempel lånte ugebladet The Economist en Stradivariusviolin og fik den printet. Bagefter fik de en koncertviolinist til at spille på kopien - han var meget tilfreds.

I dag er det stadig forholdsvist dyrt at benytte 3D-printere på denne måde. Men det vil ændre sig.

Alle vil have en

"Maskinerne bliver hele tiden mindre, hurtigere og billigere. Det, der for få år siden syntes langt ud i fremtiden, er virkelighed i dag. I en ikke så fjern fremtid vil alle hjem have sådan nogle maskiner" siger Bruce Bradshaw fra Objet.

Hvis det holder stik, så vil hele den måde, vi producerer varer på, blive udfordret.

Der vil ikke længere være behov for at få ting fremstillet billigt i Asien. Måske vil mange fabrikker blive overflødige.

Designertasker og modesolbriller

Når man har brug for en vare, går man simpelhen online, og bestiller den fra et katalog, og ser den så virkeliggjort på hjemmecomputeren.

Eller, og her vil nogle producenter gyse, man tager en nøjagtig kopi af sin dyre designertaske eller sine modesolbriller.

Eksperter har kaldt 3D-printerens komme for begyndelsen på den tredje industrielle revolution.

Et er i hvert fald sikkert, meget vil ændre sig i vores hverdag, når disse maskiner vinder indpas.

Drøner frem og tilbage

Hvordan virker den så?

Jo, lige som på en printer eller en kopimaskine, registrerer maskinen detaljerne på den genstand, den bliver instrueret i at skabe.

Men hvor en kopimaskine kun læser genstanden i to dimensioner, og altså kun laver en kopi af et dokument eller et billede, så læser 3D-printeren altså alle tre dimensioner, helt ned til de fineste detaljer.

Og så drøner maskinen frem og tilbage i en hulens fart, og hver gang sprøjter den et mikrosopisk lag ud. Det bliver den ved med tusindvis af gange, indtil den færdige genstand er skabt.

Udviklet af NASA

Printeren på tegnestuen i New York kan benytte 12 forskellige slags materialer på samme tid. Indtil videre er forskellige typer plastik det foretrukne materiale, men 3D-printere kan både bruge træ og glas, ja på sigt de fleste materialer.

Hvis man synes det lyder meget science fiction-agtigt , så er det værd at have med, at 3D-printing blev udviklet af NASA for at astronauterne skulle kunne fremstille reservedele i rummet.

3D-printing er allerede en realitet. I hvor høj grad vi forstår at udnytte det enorme potentiale til vores fordel som individer og på nationalt og internationalt plan, det vil fremtiden vise.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube