Bendtsen bad Enhedslistens spidskandidat om kaffe

Den konservative partileder troede, at Enhedslistens spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen var piccoline inden tv-duellen på TV2 i går. Han bad hende skaffe en kop kaffe.

Johanne Schmidt-Nielsen (th), der er den hidtil yngste deltager i en partilederrunde, måtte beklage, at hun ikke vidste, hvor kaffen var. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Det kan være op ad bakke at blive anerkendt som ung, kvindelig politiker. Det erfarede Enhedslistens 23-årige spidskandidat, Johanne Schmidt-Nielsen, da hun i går aftes deltog i valgkampens sidste partilederrunde på TV2.

Inden politikerne gik ind til duellen i studiet, samledes de i et venterum ude bagved.

- Dér gik de rundt og så lidt anstrengte ud, og så kom Bendt Bendtsen hen til mig og sagde: "Undskyld, kan du ikke lige skaffe mig noget kaffe?", fortæller Johanne Schmidt-Nielsen.

Beklagede

Hun måtte over for den konservative partileder beklage, at hun ikke vidste, hvor kaffen var.

- Bendt Bendtsen opdagede først, hvem jeg var, da vi stod i studiet, og da så han lidt flov ud. Men det viser jo meget godt, at det med ung kvinde åbenbart ikke rigtig rimer på partileder, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Er du makeup-artisten?

Hun har haft en anden lignende oplevelse i valgkampen. Til brug for valgprogrammet "Mød Partierne" skulle DR bruge nogle dækbilleder af kandidaterne.

- Og da jeg kom ind på Christiansborg, blev jeg modtaget med et "Hej, er det dig, der er makeup-artisten?". Så unge kvinder associeres åbenbart med kaffebryggere og makeup-artister. Alene af den grund skal vi have nogle flere unge kvinder ind i Folketinget, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der i øvrigt har fået ros for sin optræden sammen med de kendte og garvede partiledere.

Hidtil yngste

Den hidtil yngste deltager i en partilederrunde har været politisk aktiv siden 1997 og meldte sig ind i Enhedslisten i 2002.

Sidste år blev Johanne Schmidt-Nielsen medlem af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube