DF bruger trusselsbillede i valgvideo

Tre minutters fri taletid i den bedste sendetid på DR1. Det er, hvad alle partier har i denne valgtid til at præsentere deres valgvideo. Dansk Folkeparti bruger sin til at tegne et dystert trusselsbillede.

Optøjerne flere steder i verden efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger bruges til at illustrere de trusler, det trygge Danmark står over for.

Tre minutters fri taletid i den bedste sendetid på DR1. Det har hvert parti i denne valgtid til at præsentere deres valgvideo.

Onsdag aften blev der vist en video, som skilte sig ud fra de andre, fordi den var helt uden politikere. Dansk Folkeparti gik på skærmen med en valgvideo spækket med smukke Danmarksbilleder.

Der blev vist et sejlskib med bølger under kølen og Dannebrog i stævnen, der var smukke billeder af Dybbøl Banke og møllen, og der var billeder af glade ældre mennesker og en håndværker i aktion.

Først efter 40 sekunder lød en neutral kvindestemme:

- Dansk Folkeparti har hele tiden arbejdet for at gøre Danmark mere trygt, lød det.

Helt bevidst valg

At videoen er blottet for politikere er et helt bevidst valg, siger pressechef Søren Søndergård:

- Vi vil gerne fortælle en historie om det dejlige Danmark, vi har. Men vi vil også gerne fortælle, at der er lang vej endnu, før vi har det land, vi fortjener, siger Søren Søndergård.

Efter 1 minut og 45 sekunder skifter musikken i valgvideoen til dystre toner. Nu vises der billeder af angrebet på World Trade Center og af ambassade-afbrændinger, mens et skilt med ordene: Men noget truer... toner frem

Til sidst vendes der tilbage til flere billeder af Dannebrog og køer på græs, mens stemmen siger:

- Den 13. november afgør du, om Danmark skal forblive trygt.

Pressechef Søren Søndergård håber, at valgvideoen trods terror-billederne efterlader folk godt tilpas:

- Jeg håber ikke, at man bliver bange. Det er ikke hensigten, men den ultimative trussel, der er sket i nyere tid, må da siges at være World Trade Center, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube