Endnu en chef træder tilbage efter overgreb i Köln

Politichefen har allerede mistet jobbet, og det samme har kommunikationschefen nu.

Op mod 1.000 mænd begik nytårsnat seksuelle masseovergreb på en gruppe kvinder ved byens hovedbanegård. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

Endnu en chef mister nu jobbet i Köln, efter overgrebene på nytårsaften mod et stort antal kvinder nytårsaften.

Det skriver avisen Kölnische Rundschau og flere tyske medier.

Det drejer sig om kommunikationschefen Martina Kaiser, der dog siger til Kölnische Rundschau, at der ikke er tale om en fyring.

- Jeg går frivilligt, siger hun.

Episoden i Köln har vakt opsigt – ikke bare fordi, at 500 kvinder har anmeldt tyveri og seksuelle overgreb i byen, og at de tilsyneladende var koordineret – men også fordi politiet 1. januar udsendte en pressemeddelelse, hvori de skrev, at natten til det nye år var forløbet stille og roligt.

Det har vakt skarp kritik af politiet, der beskyldes for at dække over, at overgrebene blev begået af personer med ”migrationsbaggrund”, som myndighederne nu kalder det.

Politichefen, Wolfgang Albers, er allerede stoppet på posten efter kritikken.

Tidligere på ugen lød det fra indenrigsminister Thomas Maizière:

- Politiet kan ikke arbejde på den måde. Begivenhederne er vanvittige og totalt uacceptable. Og jeg ser gerne, at der omgående bliver indledt en undersøgelse af, hvordan politiet nytårsmorgen kunne melde ud, at det havde været en rolig nytårsnat.

  • Nytårsnat fandt der i flere europæiske byer overgreb sted mod kvinder.
  • Ifølge finsk politi modtog man nytårsaften et usædvanligt højt antal anmeldelser om seksuelle overgreb i Helsinki.
  • I Køln har over 500 kvinder indtil videre indgivet anmeldelser om tyverier og seksuelle overgreb.
  • Angrebene blev begået af grupper af, hvad de tyske myndigheder betegner som, personer med "migrationsbaggrund".
  • Som konsekvens har personer i flere byer, blandt andet Düsseldorf, oprettet såkaldte borgerværn, der har til formål at patruljere gaderne.
  • I Köln er mindst seks personer med blandt andet syrisk og pakistansk baggrund i weekenden blevet overfaldet af selvtægtsgrupper.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube