Facebook fejrer sig selv med ny vennevideo

Facebook hylder venskabet i anledning af det sociale medies 12 års fødselsdag.

Facebook fejrer fødselsdag med en ny venne-feature, hvor ens højdepunkter med vennerne præsenteres gennem udvalgte billeder og lidt tekst. (Foto: Facebook (screendump))

Facebook nærmer sig hastigt teenagealderen og fejrer i dag sin 12 års fødselsdag med en ny feature, hvor brugerne kan flashe gyldne øjeblikke med vennerne.

Den nye ‘vennevideo’ væver højdepunkter gennem årene sammen i en video, man kan dele, i stil med det “året der gik-potpourri,” som mange nok er stødt på omkring nytårsaften.

De gyldne venne-øjeblikke er udvalgt af Facebook, men man kan også skræddersy sin egen version.

Nye features

Den sociale medie-gigant lancerer jævnligt nye features.

Et eksempel er de nye typer af like-knapper - de såkaldte Reactions - der er på vej. De giver brugeren mulighed for at spille på et større følelsesregister end blot en opadvendt tommelfinger.

Et andet er profilvideoerne, hvor man kan skifte sit statiske billede ud med en video. Her kan man så grine, klappe, græde, rynke på næsen eller hvad man nu har lyst til at være kendt for.

Fortæl din venne-historie

Mark Zuckerberg har benyttet fødselsdagen til at slå et slag for venskabet og opfordret folk til at dele historier om venner, der har gjort en forskel, så vil han læse “alle dem han kan.”

Men med omkring halvanden milliard aktive brugere skal man måske komme op med noget ganske unikt for at trænge igennem.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube