| Den vigtigste opgave for den nyudnævnte leder for Afghanistans overgangsregering, den pashtunske klanleder Hamid Karzai, er at få kontrol over Taleban-militsens højborg, Kandahar. Det siger hans bror og talsmand, Ahmad Karzai, til Reuters Television.
- Hamid er fortsat fuldt og helt engageret i Kandahar, hvor situationen bliver værre og værre, siger den nye afghanske regeringsleders bror med en henvisning til, at en stor mængde civilpersoner er fanget i byen, samtidig med at vinteren nærmer sig.
Hamid Karzai, som tilhører Afghanistans største befolkningsgruppe, pashtunerne, sagde tidligere til Reuters via satellittelefon, at hans styrker i øjeblikket har indstillet fremrykningen mod Kandahar i håbet om, at Talebans soldater vil overgive sig og hermed hindre unødvendige blodsudgydelser. Karzais store iver efter at kunne bryste sig af at blive Kandahars betvinger kan ligge i den kendsgerning, at han selv stammer fra byen af samme navn i nærheden af Talebanernes højborg.
Efter den sovjetiske invasion i 1979 emigrerede han til USA, hvor det lykkedes den dengang unge Karzai at oprette en succesfuld restaurantkæde, som strakte sig fra Boston i øst til San Francisco i vest. Han anvendte en stor del af sin optjente formue til at hjælpe med til at finansiere modstanden mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan.
Hamid Karzai, som taler flydende engelsk, var fra 1992 til 1994 afghansk viceudenrigsminister og holdt sig således uden for den konflikt, som senere lagde hovedstaden Kabul i ruiner og beredte vejen for Talebanernes magtovertagelse i 1996.
Taleban-styret udpegede ham efterfølgende til deres repræsentant i FN, men
denne udnævnelse blev trukket tilbage, da Talebans åndelige overhoved, mullah Mohammad Omar, fandt ud af, at Karzai var glatbarberet.
Efter at have levet nogle år i eksil i nabolandet Pakistan vendte Karzai i oktober i al hemmelighed tilbage til Afghanistan for her at sætte gang i oprøret mod Taleban-styret.
- Han (Hamid Karzai, red.) var på intet tidspunkt indblandet i de interne afghanske magtkampe, og han valgte aldrig side. I de sidste 20 år har han beskæftiget sig dagligt med Afghanistan. Han kender folk over hele landet og er en velkendt person, siger Karzais bror videre til Reuters Television.
Ahmad Karzai understreger, at en international fredsstyrke vil blive hilst velkommen, men tilføjer at det vil være yderst vigtigt for det krigshærgede land selv at være i stand til opretholde fredelige tilstande.
- Det er nødvendigt, at Afghanistan får sin egen hær. Den fredsbevarende styrke vil ikke blive i al evighed, fastslår den nye regeringsleders bror og talsmand. |