Rådhuspladsen den 29. august 1944. På opfordring fra Frihedsrådet blev der klokken 12 holdt to minutters stilhed for at markere årsdagen for bruddet med tyskerne og for at mindes modstandskampens ofre. © Frihedsmuseet

Alligevel begyndte besættelsens følger hurtigt at blive mærkbare. Besættelsen betød, at man ikke kunne hente varer fra udlandet som før. Der blev færre og færre varer i forretningerne, mens der lynhurtigt blev flere arbejdsløse. Den danske økonomi var ved at gå i stå. Landet blev fattigere og fattigere.

Som tiden gik, begyndte modstanden at trænge sig på i danskernes hverdagsliv. I første omgang gennem de illegale blade, som diskret blev delt ud på arbejdspladser og i boligkvarterer.
Senere gennem de store sabotager mod fabrikker, der sendte højlydte brag ud over byernes mørklagte gader og forstyrrede natteroen i de små hjem.

Efterhånden som tyskerne begyndte at lide nederlag ved fronterne, turde flere og flere danskere give vreden mod besættelsesmagten frit løb. I løbet af august 1943 bredte en strejkebølge sig over hele landet. De danske myndigheder kunne ikke stoppe strejkerne, som blev til et folkeligt oprør, der tvang de danske myndigheder til at indstille det officielle samarbejde med besættelsesmagten.

Samtidig voksede modstanden, og da mange danske byer i sommeren 1944 tog del i folkestrejker mod tyskerne, oplevede folk en stærk følelse af samhørighed og fællesskab. En følelse, som på ny fik luft i maj 1945 ved fejringen af befrielsen – og som skulle komme til at præge folks erindring om besættelsestiden i mange år efter krigen.