13 børn slap for skader efter motorvejsulykke

Efter et sammenstød på Helsingørmotorvejen er en bus med børn så skadet, at den må løftes væk.

En bus med 13 vuggestue- og børnehavebørn samt en gruppe pædagoger fra institutionen Viften på Amager i København er i formiddag forulykket på Helsingørmotorvejen.

Nordsjællands Politi oplyser imidlertid, at ingen umiddelbart er kommet noget til.

- Det er det allervigtigste at understrege, siger vagtchef Ole Hestbæk til Ritzau.

Ulykken skete omkring klokken 10.45, da bussen kørte op i en havareret varebil, der holdt stille ved en afkørsel ved Tuborgvej.

Havde seler på

Sammenstødet var så voldsomt, at bussen skal løftes væk med specialkøretøjer.

Vagtchef Ole Hestbæk understreger da også, at det var et held, at børnene tilsyneladende var fastspændt.

- Der er ingen tvivl om, at når ingen af børnene er kommet til skade, så skyldes det sandsynligvis, at alle har været spændt fast, siger Ole Hestbæk.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube