18-årig anholdt for at true med skoleskyderi

En ung mand truede med skyderi på københavnsk gymnasium. Han ville dog ikke gøre alvor af truslen, lyder det.

Politibil. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Københavns Politi har torsdag anholdt en 18-årig mand, fordi han havde truet med skoleskyderi på et gymnasium i hovedstaden.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Selv om den unge mand ifølge politiet ikke har haft til hensigt at gøre alvor af sine trusler, tager politiet sagen meget alvorligt.

- Sagen her viser, hvorfor man på ingen måde skal lave sjov med trusler om skoleskyderier og lignende.

- På grund af det generelt høje trusselsniveau, vi har i Danmark, så bliver den slags taget meget alvorligt af politiet, siger den centrale efterforskningsleder René Jensen i pressemeddelelsen.

Klokken 12.05 fik politiet en anmeldelse om, at der var blevet truet på sms med et skoleskyderi på Ørestad Gymnasium på Amager.

- Ik komme i skolen i morgen, loadet gun, var formuleringen på en sms, der var blevet sendt rundt.

Det satte gang i en større operation. Politiet fandt frem til afsenderen af sms, som befandt sig i et klasselokale på gymnasiet.

Politiet troppede tungt bevæbnet op på stedet, og den 18-årige blev anholdt uden dramatik.

- Dette har medført en omfattende politiaktion og andre elever er formentlig blevet opskræmt. Det er både dumt og uansvarligt af den der har fremsat truslerne og den 18-årige er nu sigtet, siger efterforskningslederen.

/ritzau/