Politiets egne jurister behandler klager over politiet
24. apr. 2008 13.29 Indland
Opdat.: 24. apr. 2008 15.17Når en borger vil klage over politiet, er det statsadvokaten, der finder ud af, om der er grund til at rejse en sag.
Men ofte er de jurister, der behandler sagerne, turnusfuldmægtige under uddannelse.
Det vil sige, at de tidligere har arbejdet i politiet, og at de senere i deres uddannelse skal tilbage til politiet.
Fem ud af seks
Ifølge Radioavisen bruger fem ud af landets seks statsadvokater de såkaldte turnusfuldmægtige. Og det er et problem for retssikkerheden, mener jurist Claus Juul fra Amnesty International
- Man må ikke behandle en sag, man selv har en aktie i. Og her sidder altså politifuldmægtige og behandler klagesager over de politidistrikter, som de selv skal ud og arbejde i bagefter, siger Claus Juul.
De vil uvægerligt have i baghovedet, at de skal tilbage og have en hverdag med de politifolk, som de behandler klager over, tilføjer han.
Bruger supervision
Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns vestegn, Kim Christiansen, er en af de fem der benytter sig af turnusfuldmægtige i politiklagenævnssager.
- De behandler disse klager under supervision, og jeg kan ikke se at det udgør et problem. Det er professionelle folk. Jeg tror godt de kan skille tingene ad, siger Kim Christiansen.
Kim Christiansen bruger især turnusfuldmægtige til at behandle klager, fordi det er godt for deres uddannelse.
Politiklagenævn finder det problematisk
Men hos statsadvokaten for København, bruges turnusfuldmægtige på grund af et stort arbejdspres, fremgår det af et internt mødereferat mellem statsadvokat Lise-Lotte Nilas og Politiklagenævnets formand Poul Helmuth, som Radioavisen er i besiddelse af.
Heri påpeger Poul Helmuth, at han finder det problematisk at benytte sig af turnuskandidaterne.
Statsadvokaten for Fyn, Syd og Sønderjylland er det eneste statsadvokatur, der ikke bruger de såkaldte turnusfuldmægtige til at behandle klager over politiet. Her får de udelukkende lov til at følge andre jurister i deres behandling af sagerne.
Justitsministeriet nedsatte i 2006 et udvalg, som gennemgår sagsbehandlingen i politiklagenævnsordningen. Arbejdet forventes afsluttet i løbet af 2008.