Tema Ungdomshuset

25 anholdt for uroligheder i København 1. marts

Otte af de anholdte forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør.

25 personer blev anholdt ved en politiaktion mod kollektivet Bumzen på Nørrebro her til morgen.

Københavns Politi har her til morgen anholdt 25 personer, som ifølge politiet kan sættes i forbindelse med urolighederne for 10-året for Ungdomshusets rydning 1. marts.

Otte af de anholdte forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør, skriver politiet i en kort meddelelse på Twitter.

DR Nyheder har været i kontakt med Københavns Politi, som oplyser, at de først vil kommentere sagen yderligere ved en pressebriefing klokken ni foran politigården i København.

Ungdomshuset

Den 1. marts 2017 var det 10 år siden, Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København blev ryddet. Dagen blev markeret med en stor demonstration, der ud på aftenen udviklede sig til uroligheder med stenkast mod politibiler, tændte romerlys og hærværk mod butikker på Nørrebro.

Gå til tema

Derfor er det endnu uvist, hvad de anholdte er sigtede for.

Ifølge Ekstra Bladet er de 25 personer blevet anholdt ved en politiaktion mod kollektivet Bumzen på Baldersgade, Nørrebro.

Blev mødt af kasteskyts

Demonstrationen 1. marts begyndte fredeligt, men senere udviklede det sig, da maskerede unge begyndte at kaste sten mod butikker og banker.

Det fik Københavns Politi til at opløse demonstrationen. Flere af demonstranterne ville dog ikke gå frivilligt hjem, og det førte til flere anholdelser under demonstrationen, hvor der både blev uddelt sigtelser for brud på ordensbekendtgørelsen og vold mod tjenestemand i funktion.

Demonstrationen sluttede ved Ungdomshuset på Dortheavej omkring klokken 23, hvor en gruppe barrikaderede sig i huset. Inde fra huset blev der kastet ting ud mod politiet, som til slut besluttede at trænge ind og anholde de sidste tre tilbageværende personer.

Sagen fik også stor politisk bevågenhed og flere politikere fra Københavns Borgerrepræsentation truede med at fjerne støtten til Ungdomshuset.