3.500 danskere dør hvert år af medicin

Næst efter kræft og hjertesygdomme er lægemidler den tredjestørste dræber i Danmark, viser ny beregning.

Omkring 3.500 danskere dør hvert år som følge af deres medicinbrug. (© Stock exchange)

Når danskere går på apoteket med en recept i hånden, har de fleste af os tillid til, at den medicin, lægen har udskrevet, vil hjælpe os til at få det bedre.

Men det er de færreste som ved, at lægemidler er den tredjestørste dræber herhjemme - kun overgået af kræft og hjertesygdomme.

Det anslår professor Peter Gøtzsche, der er leder af den uafhængige forskningsinstitution Nordic Cochrane Centre, skriver Politiken.

Helt absurd

Peter Gøtzsche har lavet nye beregninger for Politiken, der viser, at omkring 3500 danskere hvert år dør som følge af deres medicinbrug. Beregningerne er foretaget på baggrund af norsk og amerikansk forskning.

- Det er helt absurd, at medicin skal koste så mange menneskeliv, siger Peter Gøtzsche til Politiken.

Beregningerne hænger godt sammen med tal fra Danmarks Apotekerforening. Foreningens forskningscenter har gennemgået international litteratur på området og skønner, at mellem 2000 og 5000 danskere hvert år dør af medicin.

Industrien erkender problemet

I Lægemiddelindustriforeningen tvivler viceadministrerende direktør Henrik Vestergaard imidlertid på, om antallet af dødsfald er så højt, men man erkender problemet.

- Vi ved desværre, at hvis et middel virker positivt, så virker det næsten fuldstændig sikkert også negativt på en eller anden måde. Sådan fungerer kroppen.

- Det er bare ikke altid, at de alvorlige bivirkninger viser sig, før lægemidlet er godkendt og sendt på markedet, siger han til Politiken.

Minister: Altid en afvejning

Det er sundhedsminister Astrid Krag (SF) opmærksom på.

- Det er altid en afvejning, vi må tage, når vi godkender nye lægemidler, for al medicin har bivirkninger. Men medicin hjælper også rigtig mange mennesker, siger Astrid Krag til Politiken.

Hun understreger, at dødsfald, der skyldes fejl, naturligvis bekæmpes.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube