Tema Æggeskandale

400.000 forgiftede æg: Danæg skærper import-krav

Underleverandør skal vise dokumentation efter æggeskandale.

- Vi kontaktede straks Fødevarestyrelsen, og vi var enige om, at der var tale om en hjemkaldelsesprocedure, siger Lars H. Thomsen.

Efter at have modtaget cirka 400.000 inficerede kogte, pillede æg svarende til 20 ton æg á 50 gram, vil Danæg fremover kræve yderligere dokumentation fra sin belgiske underleverandør.

Lars H. Thomsen, der er kvalitetschef hos Danæg Products, fortæller, at man vil skærpe sikkerheden.

- Vores underleverandør skal dokumentere med analyser, at varerne er i orden, siger Lars H. Thomsen.

Han understreger dog, at underleverandøren ikke er ansvarlig for forgiftningen.

- Der er nogen, der har inficeret æggene, hvilket underleverandøren ikke har haft kendskab til. Nogen har brugt et produkt til bekæmpelse af skadedyr i fjerkræsstalde, fortæller Lars H. Thomsen.

Kun kogte, pillede æg

Danæg fik natten til torsdag besked fra underleverandøren om, at stoffet fipronil kunne være i æggene.

- Vi kontaktede straks Fødevarestyrelsen, og vi var enige om, at der var tale om en hjemkaldelsesprocedure, siger Lars H. Thomsen.

Han understreger, at der kun er tale om kogte, pillede æg i spande af fire kilo og påpeger, at de danske æg med skal ikke er påvirket. De forgiftede æg er solgt til kantiner og cateringfirmaer.

Fredag er der fundet yderligere to ton forurenede æg i Danmark i produkter fra firmaet Nordic Egg. Fødevarestyrelsen kan ikke udelukke, at der vil komme yderligere sager med forurenede, importerede æg.

Stoffet fipronil er ikke tilladt i landbruget i Danmark, hvor det kun bruges til skadedyrsbekæmpelse af for eksempel kakerlakker.

Indholdet af fipronil i æggene er dog under det akut sundhedsskadelige niveau, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen har fredag meldt ud, at man trygt kan købe friske æg i de danske butikker. Her sælges nemlig hovedsageligt danske æg.