75 procent af kameraer brugt i terrorsagen overvågede ulovligt

TV-overvågning spillede en vigtig rolle i efterforskningen af terrorhændelserne i København, men billederne var for en stor dels vedkommende optaget ulovligt

(Arkivfoto) (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

TV-overvågning spillede en vigtig rolle i efterforskningen af terrorhændelserne i København i februar sidste år. Det var blandt andet ved hjælp af overvågningsvideoer, at man fremskaffede et foto af gerningsmanden Omar El-Hussein og at man senere kunne lokalisere hans færden rundt i byen.

Men ud af de flere hundrede overvågningskameraer, som har bidraget til efterforskningen, overvågede tre ud af fire kameraer ulovligt. Det fremgår af dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

- Københavns Politi vurderer, at op mod 75 procent af de kameraer, som man indsamlede videomateriale fra, overvågede områder, som lovgivningen ikke tillader overvågning af, står der i rapporten 'Analyse af mulighederne for etablering af nationalt register over TV-overvågning'. Rapporten er udarbejdet af Rambøll for Rigspolitiet.

Ingen bøder udskrevet

Sker der overtrædelser af tv-overvågningslovens regler, så er det en sag for politiet. Men hos Københavns Politi har man ikke reageret på de mange ulovlige overvågningskameraer.

- Vi synes ikke, at det er fair, at man den ene dag siger: "Goddag, vi kommer fra politiet. Må vi se din video, for vi leder efter en terrorist." Og den næste dag siger: "Nu har vi set din video igennem, og vi kan se, at dit kamera optager ulovligt. Nu får du en bøde." Så det har vi ikke gjort noget ved, siger chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov.

Stor betydning for efterforskningen

Det var blandt andet ulovlige overvågningsbilleder fra en skobutik i centrum af København, som var med til at kortlægge gerningsmanden Omar El-Husseins færden mellem de to skudepisoder på henholdsvis Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade, som kostede to mennesker livet.

På overvågningsbillederne fra butikken ses Omar El-Hussein komme cyklende, men principielt må butikkens videokamera slet ikke filme så langt ud på gaden. Det erkender chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

I dagene omkring terrorangrebet brugte politiet uforholdsmæssigt lang tid på at indsamle videomateriale fra private overvågningskameraer, blandt andet fordi terrorangrebene skete i weekenden og om natten.

Rigspolitiet har på den baggrund besluttet at lave en forsøgsordning, hvor Københavns Politi skal lave et register over overvågningskameraer i København. Der bliver tale om en frivillig ordning.

Politiet vil i den forbindelse ikke kontrollere, om der er tale om ulovlige videoovervågning, siger Jørgen Bergen Skov.

- Formålet er at få folk til at melde sig til registret. Men vi vil da generelt opfordre til, at det, man sætter op, er lovligt.

Føler du dig overvåget? Måske skyldes det kameraer, der er opsat ulovligt.

Opslået af DR Nyheder på 16. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube