8 ud af 10 ofre anmelder ikke overgreb

Over 80 procent af ofrene for sexuelle overgreb mod børn anmelder ikke misbruget til politiet.

Voksne, der begår sexuelle overgreb mod børn, er ofte vellidte. De er gode til at lege og give børnene opmærksomhed og får langsomt barnet på glatis i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert. Barnet kan også have svært ved at blive troet af andre voksne. (modelfoto) (Foto: Peter Sylent © Scanpix)

84 procent af ofrene for et sexuelt overgreb som barn eller ung har ikke anmeldt overgrebet. Det viser tal fra Servicestyrelsen under Socialministeriet.

Tallet har ligget stabilt i flere år og kommer ikke bag på Red Barnets psykolog Kuno Sørensen. Han peger på, at mange overgreb begås af en ven af familien.

- I mange tilfælde er der forud for overgrebet foregået en proces, hvor den voksne er positiv og rar overfor barnet, og gradvist introducerer den voksne så noget sexuelt, forklarer Kuno Sørensen.

- Det gør det utrolig svært for barnet at sætte grænsen. Barnet får langsomt flyttet sine grænser og accepterer mere og mere sexuelt indhold i det, de foretager sig sammen.

Barnet føler medansvar

Det er Kuno Sørensens erfaring, at barnet ofte får en oplevelse af, at det er medansvarligt. Krænkerne understreger også gerne overfor barnet, at det selv har valgt at være med. Du har jo ikke sagt Nej, kan krænkeren hævde.

- Bare det at barnet smiler lidt af en morsomhed undervejs, kan få krænkeren til at fastlå, at barnet har det sjovt. På den måde kan voksne manipulere med barnet og dets grænser, siger psykologen.

- Hvis barnet alligevel føler, at det har brug for hjælp, er det ikke altid de voksne vil tro på barnet. Det kan være vanskeligt, hvis krænkeren er et sødt og rart menneske i alle mulige andre sammenhænge.

Gode til at omgås børn

Kuno Sørensen mener, den almindelige opfattelse af krænkeren bør revideres.

- Vi har en forestilling om, at en krænker er et uhyre, et monster, et væmmeligt ubehageligt menneske, men flertallet af de, der begår overgreb mod børn, er faktisk vældig gode til at omgås børn. De er meget populære, når de vel at mærke ikke krænker dem sexuelt.

Det kan medføre, at barnet ikke bliver troet, hvis det går til en voksen.

- Barnet får måske den tilbagemelding, at det kan da ikke passe, for han er da så sød, siger Kuno Sørensen.

Red Barnet har bedt Undervisningsministeriet om, at folkeskolens sexualundervisning kommer til at inkludere oplysning om sexuelle overgreb og børns rettigheder til at bestemme over egen krop.