Aalborg-København i flyvende fart

Der bør indføres hurtigtog mellem Aalborg og København. Sådan lyder anbefalingen fra Infrastrukturkommissionen i en rapport om fremtidens trafik.

Togdriften mellem Aalborg og København bør gøres hurtigere for at aflaste biltrafikken på vejene, mener Infrastrukturkommissionen.

Pendlerne mellem Aalborg og København kan glæde sig, hvis politikerne følger de anbefalinger, som Infrastrukturkommissionen i dag kommer med, til punkt og prikke.

For i sin rapport om fremtidens trafik anbefaler kommissionen, at der indføres hurtigtog mellem de to byer, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Ingen anbefalet hastighed

Professor Bent Flyvbjerg fra Aalborg Universitet, der er et af kommissionens medlemmer, bekræfter, at forslaget om den hurtige togforbindelse mellem Aalborg og København er med i anbefalingerne.

Infrastrukturkommissionen tager dog ikke stilling til, hvor hurtigt man skal kunne komme frem mellem Aalborg og København, og rapporten giver heller ikke noget tidspunkt for gennemførelsen.

Vejene skal aflastes

En af grundene til, at kommissionen vil udbygge togtrafikken, er en række problemer, som biltrafikken skaber. Bent Flyvbjerg mener dog ikke, at forbedrede togforbindelser alene vil give en aflastning af biltrafikken på vejene.

- Erfaringerne viser, at der skal både gulerod og pisk til, hvis man vil flytte trafik fra vej til tog. Her kan pisken være afgift på at køre på vejene, siger Bent Flyvbjerg.

Fakta : Infrastrukturrapporten

Ifølge Infrastrukturkommissionen bør der fokuseres på seks områder:

  • Ringforbindelserne skal sluttes i hovedstadsområdet - både for jernbaner og for veje.
  • Der skal udarbejdes en særlig plan for udviklingen af infrastrukturerne i byregion Østjylland, det såkaldt Østjyske bybånd fra Randers til Kolding.
  • Der skal sikres en effektiv opkobling af de enkelte landsdele til de overordnede transportkorridorer og knudepunkter.
  • Danmarks porte mod udlandet - havnene - skal indgå som en central del af et effektivt transportnetværk.
  • Intelligente teknologiske løsninger skal sikre optimal udnyttelse af infrastrukturen.
  • Indsatsen for at begrænse transportens miljø- og klimapåvirkning skal intensiveres - bilerne skal forurene mindre og udlede færre drivhusgasser.

Kilde: Infrastrukturkommissionen