Tema Aarhus Letbane

Aarhus Letbane i redegørelse: Vi forstår ikke, hvorfor vi ikke fik godkendelsen

Letbanen er ifølge en ny redegørelse fra Aarhus Letbane klar til brug, og 57 ud de 59 problemer, som Trafik, Bygge og Boligstyrelsen påpegede, er blevet udbedret i løbet af weekenden.

Letbanen er klar til at blive sluppet løs i trafikken, erklærer Aarhus Letbane i en ny redegørelse. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Herover kan du høre en bid fra pressemødet med Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, der blev afholdt i dag kl. 10.

Aarhus Letbane forventede helt frem til fredag middag, at Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen ville give grønt lys til at sætte driften af letbanen i gang om lørdagen.

Der var kun tale om relativt få forhold, som manglede at blive udbedret, og derfor forventede man at få en betinget godkendelse, så lørdagens stort anlagte indvielse ville kunne gennemføres som planlagt.

Det fremgår af en redegørelse om forløbet, som Aarhus Letbane har sendt til Aarhus Kommune og Region Midtjylland, de to ejere af letbaneprojektet.

- Aarhus Letbane har over weekenden gennemgået og udredt listen. Allerede i dag, 25. september, var 57 af 59 udeståender blevet rettet. Efter aftale med letbanens assessor afventer letbanen de resterende kommentarer fra Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen, der forventes at blive modtaget inden ugens udgang.

- Efter gennemgangen vurderer Aarhus Letbane ikke, at der ud fra de på nuværende tidspunkt kendte kommentarer kan siges, at de afspejler en akut driftsmæssig risiko, lyder det blandt andet i redegørelsen, der er afsendt mandag.

I redegørelsen fastslås, at der er to forhold, som gør, at Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen ikke ville godkende driften:

  • De tekniske sikkerhedsregler
  • Manglende kvalitet i operatøren Keolis’ sikkerhedsledelsessystem

I forhold til sikkerhedsreglerne fastslår man, at det kun er 2 ud af 59 forhold, der mangler i blive opfyldt for at leve op til regelværket. Og når det gælder operatøren Keolis, så er det ikke ikke selve sikkerheden af driften, der er problemet, men derimod udfordringer med de administrative rammer.

- Aarhus Letbane vurderer ikke, at Keolis’ sikkerhedsledelsessystem er tilstrækkeligt godt, men dog at manglerne har et omfang, så letbanen burde kunne åbnes med vilkår om forbedringer, lyder det i redegørelsen.

Man erkender, at der var problemer, men Aarhus Letbane forventede stadig, at man kunne få godkendelsen.

- Der var således grund til bekymring, men det var klart forventningen, at man ville kunne finde hinanden. Direktionen i Aarhus Letbane kan her flere dage efter stadig ikke redegøre for rationalet bag styrelsen afvisning af at gå i dialog om nogle vilkår for driften. I lyset af konsekvenserne er det ikke proportionelt med manglernes størrelse.

Firmaet Keolis, der skal stå for den daglige drift af letbanen i Aarhus, skal senest tirsdag klokken 12 aflevere en detaljeret plan for, hvordan man kan få et manglende sikkerhedscertifikat.

Herover kan du høre en bid fra pressemødet med Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, der blev afholdt i dag kl. 10.