Advokat efter racismedom: Jeg betaler turen i landsretten

En dom for brud på racismeparagraffen er så principiel, at forsvarsadvokat Karoly Nemeth tilbyder selv at betale turen i landsretten. Dommen er velbegrundet, mener professor.

Et Facebook-opslag i forbindelse med Hazb ut-tahrirs indtog i en borgerforening i Kokkedal i 2013 er i dag blevet dømt for brud på straffelovens §266b, bedre kendt som racisme-paragraffen. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Du kan blive straffet for det, du skriver på Facebook.

Det slog Retten i Helsingør i går fast, da en borger blev dømt for brud på racismeparagraffen og fik en bøde på 1.600 kroner for i november 2013 at have skrevet:

- Ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som Nazismen. Den massive indvandring af Islamister her til Danmark, er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.

Advokat: Jeg betaler

Bøden er så lille, at dommen ikke på stedet kan ankes til landsretten. Men det er muligt at søge om tilladelse gennem procesbevillingsnævnet, og det kan den dømte gøre helt uden omkostninger.

For forsvarsadvokat Karoly Nemeth mener, sagen er så principiel, at han selv tilbyder at afholde alle udgifter til en tur i landsretten.

- Der er allerede en advokatregning på 5.100 kroner og en bøde på 1.600 kroner. De udgifter vil stige i landsretten. Du kan godt citere mig for, at jeg vil tage de udgifter privat, for det er ikke sikkert min klient, som er pensionsmodtager, kan det, siger Karoly Nemeth til DR Nyheder.

Nemeth har flere gange tidligere været forsvarsadvokat i sager om straffelovens §266b - bedre kendt som racismeparagraffen. Han kalder gårsdagens dom for "fuldstændigt latterlig".

Forstår ikke historisk argument

Der blev i dommen blandt andet lagt vægt på, at udtalelsen blev fremsat i en "historisk kontekst" altså på et tidspunkt, hvor islamisme som ideologi ikke havde manifesteret sig gennem terrorangreb i Danmark og Europa på samme måde som i dag. Den begrundelse forstår Karoly Nemeth ikke:

Racisme-paragraffen

Paragraf 266B i straffeloven kaldes normalt racisme-paragraffen. Den siger, at det er forbudt at håne personer offentligt på grund af deres etniske baggrund, religion eller seksualitet.

Paragraffen lyder sådan:

Stk. 1. Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil to år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

- Jeg mener, retten giver udtryk for en manglende historisk forståelse. Ideologien islam har eksisteret i over 1.000 år, siger han.

- Hvis du går ind og analyserer, så mener jeg ikke, retten har forstået, at ideologi ikke betyder religion. Det er noget helt andet. Islamister betyder ikke muslimer. Det er ideologien ud i sin yderlighed. Det er politik, ikke religion eller folkegrupper, der tales om.

Indirekte lagt for had

Gorm Toftegaard Nielsen, juraprofessor fra Aarhus Universitet, læser dog Facebook-opslaget anderledes.

- Problemet er, at han siger noget om ideologien, som han begynder at koble de der folk til. Man laver en kobling mellem islamtilhængere og nazister. 266b går ud på, at man lægger en gruppe for had ved at true, forhåne eller nedværdige. Når man sætter islamister i bås med nazister, så er det altså ikke en ros, siger han.

Det er særligt anden sætning i Facebook-opslaget, som går for langt, vurderer Gorm Toftegaard Nielsen:

- Når han siger "den massive indvandring af islamister", kan det meget let tolkes sådan, at de personer er lige så umoralske som nazister.

- Jeg vil sige, at jeg godt kan forstå, hvorfor man diskuterer, om det er omfattet af 266b. Men først kommer den med ideologien, så serveres den med islamister, som er indvandret til Danmark, og at de ikke er bedre end nazister. Det er ikke pænt at sammenligne de to grupper. Men det kommer han indirekte til, og det er at lægge en gruppe for had, mener Gorm Toftegaard Nielsen.

Man skal tænke sig om

Karoly Nemeth er uenig. Han mener, den slags udtalelser, som i går blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen, bør betragtes som helt normale.

- Det er en meget proper og anstændig udtalelse. Ser du på det, som Konservatives Naser Khader siger om naziislamisme for eksempel, er det meget mere vidtgående. Eller tag det, som nogle imamer siger i moskeer om at gå i krig med jøder. Det her er en begrænsning af ytringsfriheden, mener Karoly Nemeth.

Gorm Toftegaard Nielsen mener ikke, at noget er ændret med dagens dom:

- Man skal være forsigtig med, hvad man siger, men det er også meningen med 266b; at man ikke må komme med udtalelser, der lægger en befolkningsgruppe for had, som forhåner race, tro eller seksuel orientering. Eller sætter islamister i bås med nazister.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube