Advokat: Qureshi har indberettet sin skat

Det undrer advokat, at Egmont har valgt at inddrage skattemyndighederne.

Michael Qureshis advokat finder det "ganske usædvanligt", at Egmont har valgt at meddele offentligheden, at man har taget kontakt til skattemyndighederne. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Michael Qureshi har selvangivet sin skattepligtige indkomst vedrørende alle sine aktiviteter.

Det skriver hans advokat, Michael Bjørn Hansen, i en pressemeddelelse.

- Som advokat for Michael Qureshi kan jeg oplyse, at Michael Qureshi har selvangivet sin skattepligtige indkomst vedrørende alle sine aktiviteter, herunder også aktiviteter i udlandet. Jeg har tidligere orienteret Egmont Publishing om dette, skriver han.

Michael Bjørn Hansen skriver derudover, at han finder det "ganske usædvanligt", at Egmont har valgt at meddele offentligheden, at man har taget kontakt til skattemyndighederne vedrørende Qureshi.

Tidligere tirsdag kom det frem, at Egmont-koncernen, der udgiver fodboldbladet Goal, efter flere ugers granskning nu har afsluttet sin undersøgelse af de artikler, som sportsjournalisten Michael Qureshi leverede til bladet.

Egmont har valgt at inddrage skattemyndighederne i Danmark, hvor Qureshi bor, og Sverige, hvor Goal udgives, for at sikre, at der ikke er blevet snydt med skatteindbetalinger.

Administrerende direktør i Egmont Publishing Danmark, Klaus Høeg-Hagensen, betragter dermed sagen som afsluttet og man vil ikke melde sagen til politiet.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube