Advokat vil have familiesammenføringssag for Højesteret

Dommen er ruskende forkert, siger sagsøgerens advokat efter landsrets afgørelse i sag om familiesammenføring.

Advokat Christian Dahlager har valgt at anke Østre Landsrets afgørelse i sag om familiesammenføring til Højesteret.

Sagen omhandler en 27-årig syrisk mand, der kom til Danmark i 2015 i en lastbil fra Grækenland. Han vil genforenes med sin hustru, der befinder sig i Damaskus i Syrien.

Sagen har været omtalt, fordi den udfordrer den såkaldte treårsregel, som Folketinget vedtog i 2016. Og Østre Landsret finder ikke, at det er imod menneskerettighederne at skulle vente tre år på familiesammenføring.

Men det er Christian Dahlager, der repræsenterer syreren, ikke enig i. Tre år er for lang tid, mener han.

- Jeg er meget skuffet og irriteret på dommen. Jeg synes, at den er ruskende forkert. Landsretten tager ikke stilling til det, der er det centrale - nemlig menneskerettigheder.

Advokaten har allerede udarbejdet en ankestævning til Højesteret, som bliver sendt i dag, fortæller han.

- Vi vil bede om en hastebehandling, fordi det er en helt uacceptabel situation, som min klient og tilsvarende flygtninge befinder sig i, siger han.

Sagen kort

  • Den 57-årige mand arbejdede som læge i Syrien, hvor han havde sin egen praksis. Men på grund af krigen flygtede han og kom til Danmark i januar 2015.
  • Kort tid efter fik han asyl og vil nu gerne have sin kone, som stadig befinder sig i Syrien, til landet. De har været gift i godt 26 år.
  • Regeringens stramning blev gennemført ved et flertal i Folketinget i januar 2016. Derfor er spørgsmålet også, hvor langt domstolene så kan gå.
  • Der er afsat en retsdag til sagen. Dommen forventes dog først om tidligst fire uger. Ud over sagen, der begynder i Østre Landsret, har Christian Dahlager fire andre sager, der drejer sig om det samme.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube