Advokatrådet øger kontrol med forsvarere efter uddeling af merchandise

Tilsyn med forsvarere femdobles, og Advokatrådet vil se på klientfiskeri, salærer og andre forhold.

Forsvarsadvokater vil nu blive udsat for en langt mere intens kontrol end tidligere.

Det oplyser Advokatrådet, der vil gå efter forsøg på klientfiskeri og tjekke salærer og andre forhold.

Hvis der findes kritisable forhold, kan det ende med en disciplinærsag.

- Der vil også være mulighed for at indgive en politianmeldelse, hvis der er mistanke om, at advokaten har begået strafbare forhold, oplyser Advokatrådets formand, Peter Fogh.

150 advokater får besøg

Ambitionen med et nyt såkaldt Forsvarertilsyn er, at cirka 150 advokater vil få besøg inden for det næste halve års tid. Det er en femdobling af tilsyns-indsatsen i forhold til det almindelige tilsyn med advokater.

Aktionen skyldes blandt andet pressens omtale af, hvordan nogle advokater har spredt trøjer og andet merchandise blandt klienter i arresthuse.

Peter Fogh har tidligere udtalt, at det er kritisabelt, fordi det kan signalere et bestemt tilhørsforhold til bander og lignende grupperinger. Rådsformanden vil også af med uddeling af lightere og kuglepenne.

/ritzau/