Aldi dropper salg af buræg i hele verden

Aldi-butikker vil senest fra 2020 ikke sælge buræg i deres 230 butikker landet over.

- [At droppe salg af buræg] sender et stærkt signal til hele branchen om, at det er forkert at holde høns på så lidt plads, at de ikke engang kan strække vingerne, siger Lina Lind Christensen, der er kampagnechef i Anima, som har været med til at lave en ny dyrevelfærdspolitik sammen med Aldi. (© Hedegaard Foods)

Netto, Føtex og Bilka har allerede gjort det.

Og nu dropper også Aldi - med sine 230 danske butikker - salget af buræg.

Det er resultatet af en ny dyrevelfærdspolitik, som Aldi Nord indfører i samarbejde med dyreorganisationen Anima og Open Wing Alliance, som er en international koalition mod buræg.

Globalt set betyder det, at buræg bliver bandlyst i 4.870 Aldi-butikker senest i 2025, skriver Anima i en pressemeddelelse. Danmark håber dog på en endelig udfasning senest i 2020.

Et stærkt signal til branchen

- Det sender et stærkt signal til hele branchen om, at det er forkert at holde høns på så lidt plads, at de ikke engang kan strække vingerne, siger kampagnechef i Anima, Lina Lind Christensen.

Hos Føtex, Bilka og Netto vil buræggene være fjernet fra hylderne inden 2018.

Allerede i april besluttede Aldi-butikker i Danmark at udfase buræg i deres forarbejdede varer.

Tidligere på året meddelte konkurrenterne i Coop, at salget af buræg også skulle stoppes her. Det gælder 1200 butikker. Irma stoppede allerede salget for mere end 20 år siden, og Kvickly fulgte efter i 2013.

Resten af Coops kæde - SuperBrugsen, Dagli' og LokalBrugsen og Fakta - fjerner over de kommende år buræggene, så butikkerne i 2020 er buræg-fri.

/ritzau/