Alle adoptioner fra Etiopien stopper

Ankestyrelsen har været på tilsynsrejse i Etiopien, og det får ministeriet til at stoppe adoptioner fra landet.

Social- og Indenrigsministeriet har mistet tålmodigheden med Etiopien, når det gælder regler for adoptioner (arkivfoto). (© DR)

Danmark stopper adoptioner fra Etiopien. Det sker efter indstilling fra Ankestyrelsen, som netop har været på tilsynsrejse i landet, oplyser Social- og Indenrigsministeriet.

- Jeg har ikke længere den nødvendige tillid til, at adoptioner fra landet lever op til de krav, vi stiller i forhold til adoptionsprocessen og dermed, at adoption er det bedste for børnene, siger social- og integrationsminister Karen Ellemann.

Tilsynet med Etiopien har været skærpet i flere år, og på flere tilsynsrejser er krav og vilkåra flere gange blevet skærpet.

Det seneste tilsynsbesøg landet har gjort det klart for Ankestyrelsen, at de nødvendige ændringer ikke vil ske hurtigt nok.

Konkret betyder beslutningen, at Danish International Adoption (DIA) ikke må optage flere ansøgere på ventelisten til børn fra Etiopien, og at DIA ikke må modtage nye etiopiske børn i forslag fra deres etiopiske samarbejdsparter.

De sager, hvor et barn er foreslået til en konkret familie, vil fortsætte med ekstra kontrol fra Ankestyrelsens side.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube