Amatørarkæolog efter sensationelt fund: Det havde vi sgu ikke lige regnet med

Michael og Peter Stokbro havde kun øvet sig metaldetektor i tre måneder, da de stødte på stor vikingeskat nord for Frederikshavn

En utrolig velholdt Thorshammer gravet op af mulden i Vendsyssel (Foto: Brødrene Stokbroe - fra deres hjemmeside www.bricksite.com/stokke)

Michael og Peter Stokbro på 16 og 21 år har haft travlt i dag. Det er nemlig dem, der har fundet en vikingeskat blot 10 centimeter nede i den nordjyske muld otte kilometer nord for Frederikshavn.

Medierne nærmest vælter ind over drengene i dag, hvor historien om det ganske sensationelle fund er offentliggjort - for ifølge Jens Christian Moesgaard, der er seniorforsker på den Kongelige Mønt- og Medaillesamling, er der tale om det største fund af sin slags siden 1939.

- Det er helt vildt. Det var sgu ikke lige, hvad vi regnede med, siger storebror Peter Stokbro til dr.dk i en pause mellem to interviews.

Glade amatører

De to brødre er blot glade amatører. Peter er træner for flere håndboldhold, og Michael spiller fodbold i AAB. I juni sidste år gik de den første tur med en metaldetektor.

- Vi gør det for at koble af og lave noget sammen, siger Peter til dr.dk

- Vi var ikke interesserede i historie i skolen. Det er først kommet senere.

Og den 9. september sidste år - altså cirka tre måneder efter den første vandretur med metaldetektoren - skete det, som alle amatørarkæologer drømmer om: Drengene fandt en skat.

(Foto: På størrelse med spidsen af en lillefinger og tynd som papir er korsmønten)

Bare 10 cm under jorden

Da de begyndte at grave, fandt de 40 dele blot 10 centimeter under jordoverfladen - stykker af smykker, mønter og sølv. De fandt også nogle sjældne korsmønter fra Harald Blåtands tid. Småbitte tynde mønter, som man mener, er Danmarks første nationale mønt.

- Korsmønterne ville være blevet smadret, hvis en plov var kørt hen over dem, siger Peter Stokbro.

De fortsatte med at grave, og endnu flere ting dukkede op af jorden. Blandt andet en Thors Hammer, som har været brugt som halssmykke.

- Da vi fandt den, kiggede vi på hinanden, fortæller Peter om det øjeblik, hvor det gik op for de to, at de havde fat i noget stort.

Frost

De kontaktede det lokale museum - men jorden var allerede ved at være for våd og frosten ville snart sætte ind, og derfor måtte de to amatørarkæologer holde på hemmeligheden i et halvt år, inden arkæologer kunne genoptage gravearbejdet i maj, hvor frosten endelig havde sluppet jorden.

- Det har været svært, indrømmer Peter om tavsheden.

Nu er der fundet over 300 dele. De skal renses og registreres, og så overgår de til Nationalmuseet som danefæ. Hele skatten er fundet på et areal, der måler 10 gange 10 meter.

Findeløn er ligegyldig

- Det, vi er interesserede i, er hvordan de ting er landet lige her. Vi er interesseret i historien - ikke i at være guldgraver at få findeløn, siger Peter.

Hvad får I i findeløn?

- Vi ved det ikke, for det hele er ikke registreret endnu. Og det er heller ikke det, der betyder noget.

Men selv om brødrene blot er amatører med et ufatteligt stor begynderheld, er det faktisk ikke hele historien. De har nemlig ikke gået rundt med metaldetektoren i blinde.

- Vi er meget resultatorienterede. Og vi laver research, fortæller Peter om den fornemmelse, de havde. En fornemmelse, som Michael havde stykket sammen gennem gamle fortællinger og skrøner. Det havde givet dem en fornemmelse for, at der i på netop dette område var spor at finde fra fortiden.

Og de fik i den grad ret.

Se endnu mere om fundet - og flere billeder - på brødrenes egen hjemmeside her

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube