Amnesty: Også udvisningsdømte har ret til misbrugsbehandling

Det møder massiv kritik, at regeringen vil sløjfe misbrugsbehandling til udvisningsdømte indsatte.

Det er en basal rettighed at blive behandlet for stofmisbrug. Også selv om man sidder som udvisningsdømt i et dansk fængsel.

Sådan lyder det fra Amnesty International.

- Vi mener ikke, at staten kan sige, at man skelner mellem udvisningsdømte og danske indsatte i forhold til at tilbyde stofmisbrugsbehandling. Det er retten til sundhed, siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty International.

Det er regeringen med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i spidsen, der er klar med et lovforslag, som skal gøre livet mere surt for udvisningsdømte kriminelle i Danmark.

Forslaget betyder blandt andet, at udvisningsdømte ikke længere skal have mulighed for at tage kurser og uddannelse i fængslet, Kriminalforsorgen skal ikke længere være forpligtet til at lave handleplaner for de udvisningsdømte og så skal det være slut med tilbud om gratis stofmisbrugsbehandling til udvisningsdømte.

Især den del, der handler om stofmisbrugsbehandling bliver massivt kritiseret af både Fængselsforbundet, Kriminalforsorgsforeningen, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Amnesty International.

- Man kan altså ikke bare diskriminere i forhold til retten til sundhed, siger Claus Juul.

I dag er omkring 1 ud af 10 indsatte i de danske fængsler udvisningsdømt og omkring 15 procent af alle indsatte får i dag misbrugsbehandling.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube