Anholdt for drabsforsøg på betjent i Sandholmlejren stod til udvisning

For et halvt år siden blev personens sag lukket, og han har siden opholdt sig i udrejsecentret Sjælsmark.

(© )

Klokken 10:06 blev en 25-årig statsløs palæstinenser anholdt efter et knivstikkeri natten til tirsdag, hvor en politibetjent blev stukket tre gange med kniv.

Politiet formoder, at manden er gerningsmanden, oplyser chefpolitiinspektør Magnus Andresen fra Nordsjællands Politi på et pressemøde.

Den 25-årige anholdte har været i Danmark i et stykke tid, og han har været igennem en asylbehandling.

For et halvt år siden blev personens sag lukket, og han har siden opholdt sig i udrejsecentret Sjælsmark.

- Personen skal ud af landet, og derfor sidder han i udrejsecentret, siger Magnus Andresen.

56-årig betjent alarmerede selv politiet

Der er ikke noget, der tyder på, at der var flere personer indblandet i knivstikkeriet, men politiarbejdet er ikke afsluttet.

Betjenten var gang med at planlægge dagens arbejde, da han konstaterede, at der var lys i et af lokalerne. Han går ind i lokalet og bliver her overfaldet af en person, der stikker ham i første omgang med ét knivstik, men der opstår tumult, og under den håndgemæng pådrager betjenten sig yderligere to knivstik, oplyser chefpolitiinspektøren.

Den 56-årige betjent var efterfølgende selv i stand til at alarmere politiet.

Politiet oplyser, at man ikke ved, hvad den anholdte foretog sig i forbindelse med knivstikkeriet.

- Vores efterforskning skal afdække, hvad han lavede på asylcentret i nat, og vi arbejder med alle hypoteser. Det kan være et ganske almindeligt indbrud, som kan være gået galt for ham undervejs, men der kan også være andre motiver for, hvorfor han var på asylcentret, men det er vi i gang med at undersøge nærmere, siger Magnus Andresen.