Tema Kundby-sagen

Anmeldelse om geværmand påvirker retsmøde i Kundby-sag

Politiet satte en større eftersøgning i gang efter anmeldelse af en mulig geværmand nær retsbygning.

Tilhørere blev bedt om ikke at forlade retsbygningen under eftersøgning af en mand med et jagtgevær. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

En større eftersøgning blev sat i gang i Holbæk, efter at en anmelder havde set en mulig geværmand nær retsbygningen, hvor Kundby-sagen foregår.

Tilhørere blev bedt om ikke at forlade retsbygningen, mens eftersøgningen var i gang.

Netop på grund af Kundby-sagen er der mange mennesker samlet i retten, blandt andet en del pressefolk.

- Lidt over kl. 13 får vi en anmeldelse om, at der ved Holbæk station er set en mand, som kommer en gevær-lignende genstand ned i en taske.

- Vi tager henvendelsen meget alvorligt, og derfor har vi haft masser politi oppe ved stationen og i Holbæk midtby og ledt alle steder, siger kommunikationsansvarlig Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Carsten Andersen siger, at de kun har modtaget en anmeldelse, og at politiet har ikke fundet nogen, der svarer til beskrivelsen.

DR Nyheder