Anne blev trukket ind under tog: Hvem hjalp mig?

En kvinde blev en februardag sidste år trukket ned under et tog, men overlevede mirakuløst. Nu står hun frem og vil gerne sige tak til de andre passagerer.

Sådan så Annes frakke ud efter mødet med toget. (Foto: Havarikommissionen © Havarikommissionen)

Det var et mirakel, da en kvinde overlevede at blive hevet ned under kystbanetoget kl. 16.47 d. 18. februar 2015, da toget forlod Nørreport station i København for at køre nordpå.

Hun nåede ikke toget, men hendes frakke kom i klemme i dørene, og hun blev derfor trukket med, indtil hun faldt og blev så suget ned under toget.

Kontakt P1 Dokumentar

Anne vil gerne sige tak til dem, der hjalp hende, men hun ved ikke, hvem de er. Så er du en af de fire kvinder, der hjalp Anne op fra skinnerne, eller den mand, der prøvede af få Anne fri af toget, må du meget gerne til skrive til p1dokumentar@dr.dk

- Jeg bliver suget ned med en voldsom kraft. Det var ligesom en støvsuger, siger Anne til P1 Dokumentar.

Toget stærkere end manden

Inden Anne kom ned under toget, var der en ung mand, der forgæves forsøgte at hjælpe hende. Han prøvede at få hende revet ud af togdørens greb.

- Jeg husker, jeg sagde ’riv i pelsen’. Det sker i brøkdele af sekunder. Han tager fat i mig med alt, hvad han har i sig, siger hun.

Men døren har så godt fat i Annes frakke, at toget vinder kampen, og trækker hende ud af mandens arme og ned mellem toget og perronen. Hun slæbt med toget, indtil frakken til sidst kommer fri.

Herefter presser hun sig ind mod perronkanten for ikke at blive kørt over, indtil toget har forladt Nørreport.

Efterlyser dem der hjalp hende

Da toget er væk, hjælper fire kvinder den forslåede og chokerede Anne op fra sporene, efter at togdøren endelig har sluppet grebet om hendes frakke.

- De var jo helt vidunderlige, de slår ring om mig og giver mig vand, de tørrer mig af, siger Anne til P1 Dokumentar.

Men Anne nåede aldrig at sige tak til de mennesker, der prøvede at hjælpe hende. Derfor vil hun gerne i kontakt med dem via P1 Dokumentar. Hvis du er en af dem, som hjalp hende, kan du skrive til p1dokumentar@dr.dk.

Anne er ikke kvindens rigtige navn. Af hensyn til sin datter vil hun gerne være anonym, men redaktionen kender hendes identitet. P1 Dokumentar sender hele hendes historie torsdag d. 24. marts.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube