Tema Grænsekontrol

Asylansøgere har droppet spærring af vej i Haderslev

De sidste af de utilfredse asylansøgere har lørdag morgen droppet blokade af vej i Haderslev.

Syd- og Sønderjyllands Politi afspærrede fredag et område omkring et asylcenter på Vilstrupvej i Haderslev, fordi nogle asylansøgere har taget ophold på vejen. Billedet viser teltlejr i Thisted. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

De sidste af i alt cirka 60 asylansøgere er tidligt lørdag morgen fortrukket fra en vej i Haderslev, som de fredag blokerede for at protestere over indkvartering og mad på et asylcenter i Haderslev.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag morgen.

- Det har netop løst sig. Vi har fået dem overtalt til at flytte deres demonstration ind på fortovet, siger vagtchef Ole Aamann ved femtiden.

Grænsekontrol

Den danske regering har indført midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det skete samme dag, som svenskerne indførte kontrol mellem Danmark og Sverige. Læs om sagen her.

Gå til tema

Politiet afspærrede fredag et område omkring et asylcenter på Vilstrupvej i Haderslev, fordi nogle asylansøgere havde taget ophold på vejen.

Biler kan lørdag passere igen, og politiet regner ikke med, at asylansøgerne genoptager deres blokade.

Det var ifølge politiet formentlig kulde og mangel på søvn, der fik personerne til at opgive ævred.

Allerede først på natten kunne politiet fortælle, at det var muligt at køre igennem området i bil.

- Asylansøgerne er indimellem ude på vejen, men det er blevet så koldt, at de er gået ind på asylcentret nu. De har dog stadig nogle ting, de kaster ud på vejen for at protestere, sagde Ole Aamann ved et-tiden.

- Vi har derfor en patrulje, der sikrer, at trafikken kan glide forbi på stedet, tilføjede han.

I alt 60 asylansøgere ankom til asylcentret først på eftermiddagen fredag og valgte at blokere vejen ud for centret i protest mod forholdene.

Der var tale om unge mænd, der fortrinsvis kommer fra Syrien.

- Da de kommer dertil fra Helsingør, finder de ikke stedet egnet for dem, og maden var heller ikke i orden. De ville gerne have en aftale om, at det kun var for en kortere periode, at de skulle være der, hvis de skulle blive der, siger Ole Aamann.

Politiet valgte at lade asylansøgerne sidde og spærre trafikken omkring centret.

I løbet af dagen lod hovedparten af asylansøgerne sig dog overtale til at tage ophold på centret.

Asylcentret er indrettet ved beredskabscentret i Haderslev. Lejren, der er beregnet til at huse enlige mænd blandt asylansøgerne, blev etableret i juni sidste år.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube