Autonom fest løb fra politiet

En spontan autonom fest i det indre København løb i nat fra politiet og udviklede sig til hærværk på butikker og biler. Politiet siger, at de holdt lav profil, for at det ikke skulle sprede sig til hele byen.

Butiksruder blev smadret og overmalet med grafitti. (© Localeyes)

3-400 autonome samledes efter midnat til en gadefest i det indre København, hvor Hyskenstræde krydser Strøget. Festen udviklede sig til hærværk.

Politiet blev tilkaldt af brandvæsnet, de unge havde nemlig udover musikanlæg medbragt tønder til at tænde bål i.

Den centrale vagtleder, Jens Kristiansen, siger til DR Nyheder, at politiet lavede en uformel aftale med deltagerne om, at festen kunne fortsætte, hvis deltagerne opførte sig ordentligt.

Den aftalen blev ikke overholdt. Butikker overmalet med grafitti, der blev danset på taget af parkerede biler og der blev knust ruder.

I den situation valgte politiet ikke at gribe ind.

- Vi havde en frygt for, at hvis vi greb ind over for så mange, så ville det sprede sig ud til resten af byen, siger Jens Kristiansen.

Han vurderer, at der så ville være blevet begået endnu mere hærværk end tilfældet er.

Jens Kristiansen erkender, at festen og dens omfang kom bag på politiet.