Beboere fra 'Gaden': Det var virkelig hårdt

Borgerne fra DR-eksperimentet 'Gaden', der havde premiere onsdag, fortæller om de udfordringer de stod over for i en verden uden kommuner.

GADEN NABOER KOMMUNE DR.DK

Storskrald, huller i vejene, manglende gadebelysning og ingen offentlig transport. Det var blot nogle af de udfordringer, beboerne på en gade i Ikast stod over for i første udgave af DR's 'Gaden', der blev sendt på DR1 onsdag aften.

Det var overraskende at finde ud af, hvor forskellige folk er og se nogle reaktioner, man ikke havde regnet med. Især fra mig selv.

Jeanette Nielsen

Programmet er et demokratisk eksperiment, hvor beboerne i de 21 husstande får frataget alle kommunale goder og selv skal sørge for alle de ting, kommunen normalt tager sig af. Til gengæld får hver husstand 1050 kroner om ugen svarende til det beløb, de i gennemsnit betaler i kommunalskat for de goder, der forsvinder.

Du kan se hele programmet her.

Beboerne valgte at lave en fælles pulje og nedsætte udvalg, som prioriterede og fordelte pengene til at løse de problemer, som dels opstod af sig selv og dels blev iscenesat af programmets tilrettelæggere.

- Ikke nemt at være politiker

Torsdag var DR2 Morgen på besøg hos to af borgerne, som fortalte om deres oplevelser. Hele det interview kan ses ovenfor og Gadens svar på en finansminister, Gert Weibel, fortæller, at han har fået ny respekt for politikerne.

- Det er svært at være politiker, det er helt sikkert. Det var meget svært at få pengene til at hænge sammen, fortæller han.

Gert fortalte i programmet, at han er stor tilhænger af velfærdsstaten og det overraskede ham, i hvor høj grad hans naboer viste sig at dele den holdning, da de selv skulle administrere deres hverdag.

- Folks politiske holdninger her på vejen er meget blå og alle vil gerne have skattelettelser. Men da det kom til stykket var alle klar over, at uden et stærkt fællesskab, er der ikke noget samfund.

Mange store spørgsmål

De små problemer som skrald, transport og hullede veje arbejdede borgerne sammen om og fik løst uden de store konflikter. Men kommunen tager sig også af større ting som eksempelvis hjemmehjælp, tilskud til fritidsaktiviteter og førtidspension. Det skabte meget debat på gaden, hvorvidt man skulle blive ved med at støtte disse ting med det begrænsede budget.

- Det var rigtigt svært at skulle bede om, fortæller Jeanette Nielsen, som er gift med Lars Bjarne, der får 9.000 kroner om måneden af kommunen i førtidspension. De penge forsvandt som en del af eksperimentet og derfor måtte de bede deres naboer om pengene.

- Det var hårdt at se dem i øjnene og bede dem om de penge. Hvis de havde sagt nej, havde vi jo siddet kønt i det. Så er det meget nemmere, når der er en højere instans til at træffe den beslutning, siger Jeanette Nielsen.

Vil vise kommunernes arbejde

At skabe mere respekt om kommunalpolitikernes arbejde og vise betydningen af kommunens tilstedeværelse, var netop tanken bag 'Gaden'.

- Programmerne gør det meget synligt for folk, hvad kommunerne laver, og hvor svært det kan være at prioritere som politiker. Vi viser, at det gør en forskel, hvem der styrer og hvad pengene bliver brugt på, og håber, at det kan være med til at få flere til at stemme., fortæller redaktionschef i DR Danmark, Søren Juul Baunsgaard.

Andet og sidste program om Gaden kan ses på DR1 torsdag aften klokken 20.30 og her kan man blandt andet se, hvad der sker, når beboernes kommunekasse løber tør.

Se hele interviewet med Gert Weibel og Jeanette Nielsen i videoen i toppen af artiklen.