Betjente kaldte demonstranter for perkere og abekatte

Flere "perle/perker-sager": Forening klager over at betjente kaldte demonstranter for "perkere og abekatte" og truede muslim til at tage tørklædet af.

Foreningen "Forældre mod Politibrutalitet" sender nu 14 angiveligt veldokumenterede klager til Statsadvokaten for København, skriver politiken.dk.

Alle episoder udspillede sig i forbindelse med demonstrationer den 13. januar i København, hvor der blev demonstreret mod Israels krigshandlinger mod befolkningen i Gaza.

Politiet kaldte demonstranter for perkere og abekatte

Det var de samme demonstrationer som affødte "perle-perker-sagen", om hvorvidt en kampklædt betjent virkelig råbte perker ind i hovedet på en dansk palæstinenser.

Politiet kaldte demonstranter for "perkere" og "abekatte", og en af betjentene indrømmede at han var racist, skriver foreningen.

Beviser i form af video og fotos

Herudover bliver betjentene beskyldt for grundlovsbrud, krænkelse af menneskerettigheder, brug af unødig magt og uberettiget frihedsberøvelse.

- Vi har mange vidneudsagn, og vi har stærke beviser som billeder og videooptagelser, siger Jeanette Perlt fra forældreforeningen.

Tvunget til at smide tørklæde

En af klagerne handler om behandlingen af en ung, muslimsk pige.

Hun blev angiveligt tvunget til at tage sit tørklæde af på politistationen. Hvis ikke hun gjorde det, truede betjente med at sætte sig på hende og tage tørklædet af med magt, oplyser foreningen.