Betjente: OK med kropsskannere, men stråling skal undersøges

Fængselsbetjentene er bekymrede for, at kropsskannere i fængslerne kan give en øget risiko for kræft.

(Foto: Phil noble © Scanpix)

Landets fængselsbetjente kræver, at deres arbejdsgiver, Kriminalforsorgen, fremlægger dokumentation for, at de ansatte ikke risikerer at udvikle kræft ved at blive udsat for røntgenstråler i de kropsskannere, som justitsministeren ønsker at installere i alle fængsler i Danmark.

- Jeg går så sandelig ud fra, at det apparatur, man indkøber, er godkendt til, at det er noget, mennesker kan tåle at blive udsat for hver dag, siger Kim Østerbye, formand for fængselsbetjentene.

Bekymringen kommer, efter at Kriminalforsorgsforeningen, der organiserer lærere og pædagoger i fængslerne, har meldt ud, at den ikke bakker op om ministerens ønske om at installere kropsskannere for at bekæmpe indsmugling af blandt andet mobiltelefoner til de indsatte.

Forslaget betyder, at alle ansatte skal gennem skannere og gennemstråles af røntgenstråler, når de går på arbejde.

- Vi vil kontakte Kriminalforsorgen for at høre, hvordan de vil beskytte vores medarbejdere. Vi må kunne drage nogle erfaringer et eller andet sted fra, siger Kim Østerbye.

Han er dog som udgangspunkt tilhænger af, at der indføres kropsskannere i fængslerne, fordi apparaterne kan være med til at fjerne mistanken om, at betjentene smugler telefoner ind til de indsatte.

- De (skannerne, red.) fjerner det element, at vi konstant er under en eller anden form for mistanke udefra, siger Kim Østerbye.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube