BILLEDER Dronningen holdt kur - uden prinsgemalen ved sin side

For første gang siden annonceringen af prins Henriks pension holdt dronning Margrethe kur alene uden sin mand ved sin side.

Dronningen var for første gang alene på job, siden det blev meldt ud, at prins Henrik er gået på pension.

Det skete, da hun holdt to nytårskure - først på Amalienborg Slot for Højesterets dommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps.

Et par timer senere var der kur på Christiansborg for diplomatiet.

Helt alene var dronningen dog ikke, for som hun plejer, havde hun selskab af kronprinsparret.

Til sidstnævnte kur er der tradition for, at mange af ambassadørerne og deres partner iklæder sig lokale klæder - og i år var ingen undtagelse.

Siddende på en stol med et stående kronprinspar ved siden af sig tog dronningen imod de mange ambassadører og Chargé d'Affaires - i alt 88 håndtryk skulle der gives.

Normalt foregår kuren helt udramatisk, men i år blev lidt anderledes. Billedbladet.dk skriver således, at Iraks ambassadørfrue, Anim Muahadi Hadi-Al-Hakim, pludseligt besvimede.

Ifølge ugebladet skete det dog så stille, at dronningen knap opdagede, hvad der skete - og den irakiske ambassadørfrue kunne kort tid efter atter deltage i selskabet.

Onsdag venter endnu nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og protektioner.

Dronningen vil ankomme til kuren i guldkaret, med hvilken hun også bliver kørt tilbage til Amalienborg.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube