Billigst at lade skove føre an i redningen af naturen

Forskere råder til at lade en stor del af skovene i fred. Det er den hurtigste vej til at rette op på naturen.

En stor del af statsskovene består af nåletræer, og her lever ikke så mange af de truede arter. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den danske natur har det skidt, og den urørte natur er næsten ikke-eksisterende i Europas mest intensivt dyrkede landbrugsland.

Til gengæld er der store naturværdier at hente, hvis en større del af de danske skove får lov at være i fred uden heftig skovhugst, gødning og nidkær oprydning.

Det fastslår en ny videnskabelig rapport fra Center for Makroøkologisk, Evolution og Klime på Københavns Universitet, som offentliggøres i dag på Christiansborg.

Mange truede arter lever i skovene

Tager man mindst 75.000 hektar løvskov ud af skovdrift, kan man bremse tilbagegangen i biodiversiteten, som Danmark har lovet FN men hidtil ikke indfriet. De udpegede områder svarer til 1,7 procent af landarealet, men er fordelt over hele landet.

- Over 60 procent af de truede arter er i skovene, så skabes der mere uberørt skov, så får man mest muligt for pengene, siger professor Carsten Rahbek, der er ansvarlig for projektet og leder af centret.

En stor del af de danske skovarter lever i privatejede skove. Derfor kan en indsats i statsskovene, der fortrinsvis består af nåletræer, ikke stå alene, understreger rapporten.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube