Bjarne led af farlig tarmsygdom: Donor-afføring fra hans datter reddede ham

75-årige Bjarne Barmer blev rask efter at have fået sprøjtet donor-afføring op i endetarmen.

Bjarne Barmer fik hjælp af sin datter Tina Barmer, da hun donerede afføring til sin syge far sidste år. (© dr)

For knap to år siden blev 75-årige Bjarne Barmer opereret i prostata. Operationen gik tilsyneladende godt, men efter otte dage fik han mavesmerter og diarré.

Bjarne Barmer gik derfor til egen læge, der først stillede diagnosen maveonde.

- Så fik jeg bare nogle almindelige piller, men da det blev ved, tog han nogle prøver, siger Bjarne Barmer, der bor med sin kone, Vibeke Barmer, i Frederikssund i Nordsjælland.

Det viste sig ikke at være en almindelig form for maveonde. I stedet var det en infektion af bakterien Clostridum Difficile, der er en særdeles ondartet og smitsom bakterie, som kun med nød og næppe kan holdes nede med antibiotika.

Derfor fik Bjarne Barmer en antibiotikakur, der holdt sygdommen nede i nogle dage.

- Men lige så snart jeg holdt op med at tage pillerne, så kom det igen, fortæller han.

Blev indlagt akut flere gange

På et tidspunkt blev symptomerne så slemme, at Bjarne Barmers kone måtte ringe efter en ambulance. Der var Bjarne Barmer helt dehydreret og havde næsten 41 i feber, fortæller han.

Også her fik han en antibiotikakur, der hjalp midlertidigt.

- Jeg var fuldstændig udmattet. Jeg var så træt til sidst, at mine ben ikke engang kunne bære mig, siger Bjarne B.

I næsten et år var Bjarne B syg. Og det gjorde både ham selv og hans kone bange, fortæller hun

- Han troede til sidst at han skulle dø, siger Vibeke Barmer.

Hvad troede du?

- Jeg var også bange. Rigtig bange. Jeg tror aldrig jeg har været så bange i mit liv før, siger hun.

Blev tilbudt en afføringstransplantation

I alt måtte Bjarne Barmer indlægges tre gange, før han en dag blev henvist til en læge, der fortalte ham om muligheden for at få en afføringstransplantation.

- Lige i starten stivner man jo lidt. Men så siger man til sig selv, at hvis det er det, der skal til, for at du kan blive rask, så må du også igennem det, siger Bjarne Barmer og fortsætter:

- Når man har gået i et års tid med det, at man parat til at prøve alt for at blive normal igen.

Datters afføring reddede ham

Først ledte hospitalet efter en donor, men uden held. Og da Bjarne Barmers datter, Tina Barmer, hørte om transplantationen, var hun ikke i tvivl. Hun ville gerne hjælpe sin far.

- Jeg tænkte bare ”herregud, er det ikke andet”. Det kunne jo have været en nyre eller alt muligt andet, siger datteren.

Transplantationen foregik på Hvidovre hospital, der et af de få steder i Danmark, som udfører afføringstransplantationer. Det har lægerne gjort i omkring to år, og indtil videre er resultaterne gode, fortæller overlæge Morten Helms, der er en af de lærer, som udfører transplantationerne.

- To ud af tre bliver raske efter første runde, siger overlæge Morten Helms, der er en af de læger, som udfører transplantationen.

Han forklarer, at nogle patienter skal have flere transplantationer, før det virker.

Transplantationen foregår ved, at en rask donor leverer afføring, som lægen i en blender blander med saltvand. Gennem endetarmen får patienten indført donorafføringen, der indeholder en rask tarmflora med godartede bakterier.

- Den ondartede bakterie kan kun give sygdom, når den er i et miljø, hvor de øvrige bakterier mangler, forklarer overlæge og forsker på Institut for Klinisk Medicin på Hvidovre Hospital, Andreas Munk.

Han forklarer, at de godartede bakterier efter transplantationen giver tarmen et beskyttende lag, så sygdommen ikke optræder.

-Man bliver jo lykkelig

For Bjarne B skulle der to transplantationer til, før han blev rask, fortæller han.

- Den første slog det halvvejs ihjel, men jeg måtte lige en ekstra gang derud. Og så var det også i orden, og jeg har ikke haft noget siden, fortæller han.

Den sidste transplantation fik Bjarne Barmer i juli sidste år.

- Man bliver jo lykkelig, man bliver jo glad. Og så siger man, at med den alder jeg har nu, er hver dag en gave.

Større forsøg sættes i gang

Hvidovre Hospital skal til foråret være med i et større forsøg, som er finansieret af Ministeriet for Forebyggelse og Sundhed. Her vil man på tre forskellige hospitaler i Østdanmark sammenligne, hvor effektive transplantationerne er i forhold til medicinsk behandling.

Lægerne vil også undersøge, hvor effektiv en laboratoriumfremstillet blanding af 12 tarmbakterier er.

Omkring 4000 mennesker rammes hvert år af den alvorlige tarminfektion.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube