Blæsevejret gav ikke de store problemer

Nattens blæsevejr er så småt ved at løje af. På Øresundsbroen frarådes fortsat kørsel med lette køretøjer.

Den kraftige blæst har også fået flere sommerhuse til at styrte i havet ved Nørlev Strand i Nordjylland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det kraftige blæsevejr i går gav politi og beredskabsfolk lidt ekstra besvær, men der skete ingen alvorlige uheld.

Og nattens kraftige vind er så småt er ved at løje af. Lette køretøjer kan igen bevæge sig ud på Øresundsbroen og Vejlefjordbroen.

Der meldes fortsat om kraftig blæst på Storebæltsbroen og Lillebæltsbroen, dog ikke i en grad så bilister frarådes at køre over broerne, siger Jakob Riis-Petersen, vagthavende hos Vejdirektoratets trafikinformation.

På Bornholm, hvor DMI ellers melder om 'voldsomt vejr' i dag, siger vagthavende hos politiet, at det bare er blæsevejr, ikke storm.

Flere steder i landet var der i nat forhøjet vandstand, herunder ved den jyske vestkyst og i Limfjorden.

Ved Sneum Sluse ved Vestkysten måtte Beredskabsstyrelsen i Sydjylland lægge mobile dæmninger ud for at beskytte nogle sommerhuse, der stod under vand.

En omvendt udfordring havde rederiet Scandlines, der på grund af for lav vandstand ved færgelejet i Gedser har indstillet sejladsen mellem Gedser og Rostock til i eftermiddag.

Sydmotorvejen E47 var lukket nogle timer i det sydgående spor mellem frakørsel 41 og 43, fordi den kraftige blæst fik to lasltbiler til at køre af vejen og sætte sig fast på marken.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube