Bloggere advaret: Nu er der ingen undskyldning for skjult reklame

Professionelle bloggere risikerer også en politianmeldelse, hvis de laver skjult reklame, forklarer Forbrugerombudsmanden.

Hvis bloggere reklamerer for et produkt på eksempelvis Instagram - uden tydeligt at vise, det er en reklame - kan de straffes med bøde, advarer Forbrugerombudsmanden. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Forbrugerombudsmanden har i dag politianmeldt to virksomheder for skjult reklame på en kendt sangerindes Instagram-profil.

Sangerinden Szhirley, der delte billederne med sine følgere, blev ikke selv anmeldt, men så let slipper bloggere ikke fremover.

Det skyldes blandt andet, at Forbrugerombudsmanden netop har offentliggjort en række gode råd til bloggerne, forklarer forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

- Så fremover vil vi også politianmelde professionelle bloggere, men det syntes vi ikke var fair, før vi utvetydigt havde gjort opmærksom på, at reklame skal markeres – også af bloggere, forklarer hun.

Szhirley delte billederne med sine følgere fra januar 2014 til juni 2014.

Først i løbet af 2015 har Forbrugerombudsmanden gjort bloggerne opmærksomme på, at de klart skal markere det, når noget er reklame.

Over for virksomhederne har Forbrugerombudsmanden vurderet, at man har gjort, hvad man kunne for at oplyse dem om reglerne.

For at der er tale om reklame behøver der ikke være penge involveret – det kan også være nok at bloggeren får produkterne gratis.

- Det afgørende for om det er reklame, er, om man har aftalt at omtale produkterne rosende med en virksomhed. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man gør for det, forklarer Christina Toftegaard Nielsen.

Hvem kan straffes for ulovlig reklame?

  • Forbrugerombudsmanden har netop offentliggjort en stribe gode råd til de danske bloggere omkring skjult reklame.
  • Heri står der blandt andet, at man som blogger kan straffes, hvis det ikke klart fremgår, at der er tale om reklame, og man tjener penge på blogindlægget eller bliver belønnet på anden vis.
  • Derudover kan virksomheden, som bloggeren reklamerer for, også blive straffet.
  • Medie-, reklame- og pr-bureauer risikerer også at blive straffet, hvis de formidler kontakten mellem bloggeren og virksomheden eller har udarbejdet teksten til blogindlægget.
  • Overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame kan straffes med bøde.
  • Kilde: Forbrugerombudsmanden.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube